Sydslesvig - www.jensmøller.com

Vanderup Danske Skole: Tale i Sydslesvig 27. maj 2011.

Kære venner tak for invitationen til at jeg må sige et par ord, jeg har glædet mig til at besøge jer.
I det dansk-tyske grænseland er vi - som det er blevet sagt så mange gange - gået fra krige og konflikter til fred og samarbejde. Men det er ikke sket af sig selv. Et vigtigt skridt blev taget i 1920, da man lod befolkningens flertal afgøre grænsen ved en folkeafstemning. Der var modstand dengang - mange ville hævde "historiens ret" til andre grænselinjer - og de nationale mindretal anerkendt først 1920-grænsen i årene efter 2. Verdenskrig. Et vigtigt trin var København-Bonn erklæringerne i 1955. Her anerkendte de to nationer de to mindretal og deres ret til ligestilling og lige behandling.
Det er en målsætning, der selv i vore dage undertiden bliver glemt. Den slesvig-holstenske regering har f.eks. synes at glemme det med sit udspil om nedskæringer i tilskuddet til de danske skoler. Og her er det ikke nedskæringen i sig selv, der er problemet - men at man ikke anerkender, at for mindretallene er det deres egne skoler, der er "folkeskolen". De kan ikke sidestilles med frivillige private skoler. Mindretallenes skoler skal være en del af det offentlige, fælles skoletilbud. Så enkelt er det.
Det er med allerstørste interesse vi i Sønderjylland kan følge med i hvordan SSW er gået ind i sagen med Sleswig-Holsten såkaldte Danmarks Strategi. Det er nemlig der skal give retningslinierne for et fortsat samarbejde mellem de to medlemslande. Der er allerede kommet et udspil fra den kristeligt-konservative ledede regering, der må opfattes som et rent faresignal for den faste grænselandsforbindelse, som vi færdes i. Kiel er parat til at flytte stort set hele fokus over på den kommende Femernbro- eller tunnelforbindelse. SSW argumenterer for den fremtidige vækst skal skabes ved at styrke det grænseoverskridende samarbejde, erhvervsmæssigt, og med hensyn til uddannelse og i forhold til trafikale forbindelser, som kan være med til at skabe større aktiviteter på vestkysten.
Det er meget vigtigt at SSW får held til at sætte fokus på den nuværende grænse med dennes muligheder.
SSW har de seneste år stået for et flot stykke arbejde, og påvist uretfærdigheder, og kan med den linje være af allerstørste værdi for begge sider af grænsen. Det skal vi også i Sønderjylland lære at indse, og så bruge hinanden.
Vi skal ikke glemme, at vi fortsat har forpligtelser på begge sider af grænsen. Forpligtelser til at sikre ligestilling mellem flertal og mindretal. Og forpligtelser til at udbygge tillid og samarbejde. Syd for grænsen tillader man f.eks. flagning med dannebrog, byskilte på to sprog . Sidst har man i Flensborg sagt ja til genopstillingen af Istedløven. Så skal vi spørge os selv, om der er skridt vi nord for grænsen bør tage? Ligestillingen af de nationers soldater den 18. april på Dybbøl er et af de gode skridt, der er taget. Mere kan tænkes -
Freden i grænselandet skyldes som sagt, at alle nu anerkender grænsen, som den linje, hvor to demokratiske europæiske lande mødes. Men ikke mere end det. Vi skal ikke igen "spærre med farver og med pæle" - tværtimod: Vi skal overskride grænsen mere og mere. For hverken Danmark eller Tyskland stopper ved Skelbækken.
Vores nationale mindretal er en forlængelse af os selv i nabolandet. En forlængelse af vores sprog og kultur. Vores historie stopper heller ikke ved Kruså. Slesvig og Holsten var i hundreder af år en del af det danske rige - og Sønderjylland i en periode en del af det tyske. Derfor stopper kulturarven heller ikke ved grænsen. Noget af Danmarks bedste arkitektur ligger i Altona - noget af Slesvig-Holstens bedste arkitektur ligger i Tønder og Sønderborg.
Derfor har vi i Museum Sønderjylland, hvor jeg er formand, indgået samarbejdsaftaler på tværs af statslige og nationale grænser. Først med det tyske mindretals museum i Nordslesvig - og sidst med det danske mindretals museum, Danevirke Museet, i Sydslesvig. Den slags samarbejdsaftaler siges at være ret unikke i Europa - men for os i Museum Sønderjylland har vi syntes det var en helt naturlig - ja selvfølgelig fortsættelse af vores mange samarbejder hen over grænser og skel.
Derfor er museet også gået med fuld musik ind i arbejdet for Sønderborg - Slesvig som europæisk kulturhovedstad i 2017. Det er flot, at en hel landsdel - på tværs af en landegrænse - bakker op om en sådan ambition. Det viser mod og mandshjerte. Og det viser, at fællesskab over grænsen er noget vi kan - i hverdag og praksis - ikke bare i taler. Det samme gælder alt det andet vi finder ud af hen over grænsen: sygehuse, erhvervspolitik, forskning, turisme, sprog for børn, lettelser for pendlere osv. osv.
Uden at glemme, at vi i Danmark og Tyskland syer vi på den måde det Slesvig sammen, som blev revet itu gennem hundrede års national strid og konflikt. For kulturarven og historien i vores slesviske grænseland er fælles. - Hvad enten kulturarven er dansk eller tysk, frisisk eller slesvisk- er ansvaret for den fælles.
Og interessen for "de andres" kulturarv bør være lige så stor som for vor egen.
Med bevidstheden om det fælles grundlag i historien og kulturarven kan vi glemme Pia Kjærsgaards mentale grænsebomme. I åbenhed og tillid kan vi sammen rejse ind i fremtidens Europa. Det er sådan, vi fra "det gamle land" bedst kan præge Sydslesvig!.








Min tale ved Drage Danske Skole den 8 juni 2012.

Sydslesvig - en spændende melodi

Grænselandet som musik - hvordan kan man udtrykke det? Man kunne selvfølgelig gribe tilbage i historien og spille nogle DVD´er oven i hinanden: Dengang jeg drog af sted oven i Preussens Gloria, eller Deutschland, Deutschland über alles oven i Kong Christian - eller Jodle Birge oven i Freddy Heimweh.
Det dansk-tyske grænseland har nemlig gennem historien været fuldt af konfrontationer - og fuldt af mødet mellem nationer og kulturer. Men allerhelst vil jeg gå bag om det hele og sige: at grænselandet er som et musikstykke for fuldt orkester. Gennem de forskellige sprog, nationaliteter og kulturer har vi nemlig her i landet en større skala - en rigere klang end de øvrige dele af vores lande.
Uden mindretallene og de andre forskelle ville vores landsdel lyde som en opførelse af en af Mozarts klaverkoncerter, hvor man havde glemt at invitere andet end violinerne!

Før i tiden sad mindretallene måske mere trygt i et hjørne af salen og spillede deres egne melodier for eget publikum. I dag er de blevet medspillere i det store fælles orkester: den danske sydslesviger Simon Faber er dirigent for Flensborg Bys orkester, den tyske nordslesviger Stephan spiller den flotte solostemme i Sønderborg - og i disse dage går Anke Spoorendonk fra SSV med fuld musik ind i det store slesvig-holstenske orkester.
Nogle er måske bange for, at hun bliver blæst ud af de store basuner - eller at hun bliver strøget af de mange strygere. Men har man en gang meldt sig på scenen, må man også fylde den plads, der er brug for, for at klangen bliver fuld og hel!
Heller ikke i Danmark er der for tiden altid fuld balance mellem alle musikere: De konservative får udleveret stadig mindre fløjter - og SF opdager tit, at der spilles i andre tonearter end dem, de har stemt instrumenterne til. - Sådan er det i musik som i politik: Når musikken spiller, er det slut med at være i øvelokalet. Held og lykke med Die Dänen-Ampel, som blev til rampelys - Og skulle en anmelder opdage en falsk tone i anden satsen .. så er jeg sikker på, at der vil blive klappet begejstret efter fjerde og sidste!

En ting har mere end noget andet bidraget til, at det danske mindretal meldte sig til det store orkester: At der blev sået tvivl om, at et mindretals skoler er mindretallets folkeskoler. Lige vilkår betyder naturligvis, at også et mindretal skal spare, hvis pengene bliver mindre - men det vigtigste er: Et mindretals skoler er ikke privat luksus - de er grundlaget for den nationale eksistens.

Heldigvis er der ikke bare orkestre på begge sider af grænsen - der er også en masse musik på kryds og tværs. Nord og syd for grænsen forbinder tonerne gennem årlige uger med orgelfestival og Folk Baltica - og netop gennem de to mindretal trækkes spændende musik fra de to lande over grænsen og beriger hverdagen i Slesvig.
Så er der selvfølgelig ting, der ikke lykkes: Samarbejdet mellem de to symfoniorkestre er desværre blevet skrinlagt - og den slesvig-holstenske musikfestival har stort set opgivet at trække publikum over grænsen. Især på den danske side er vi for dårlige til at opdage alle de muligheder, der er lige rundt om hjørnet. Andet end Fleggaaard, Calle og Poetzsch altså … Og flertals-avisernes andedams-dækning hjælper heller ikke på det ..

Men så er vi til gengæld her i grænselandet gået sammen om at spille op til - og snart med i det store europæiske orkester. Vi melder os her ikke med det helt store 1812-orkester, der med trompeter og kanoner skal overdøve alle - Vi melder os heler ikke med de store verdensstjerner, der sætter alt andet i skygge.
Men vi melder os med en særlig dyb, fyldig og alsidig klang: Klangen af historie og nutid, klangen af dansk, tysk og frisisk, klangen af rigssprog og dialekter, klangen af den lille by og den store verden på én gang. Jeg er sikker på, at den slesvigske DVD kommer øverst på top 10-listen - men skulle den kun blive nummer 2 .. så spiller vi da videre alligevel!