Sønderjyllands historie - www.jensmøller.com

Kulturen i Sønderjylland:









Sønderjyllands historie 1830-1864

Moderniseringen begynder 1830-1864
Stænderforsamlingen i Slesvig og de slesvig-holstenske liberale
Den danske bevægelse i Nordslesvig
De nationale modsætninger vokser i 1840'erne
Vandene skilles 1848
Forsigtige reformer, forfatningsproblemer og ny nationalisme 1850-63
Den anden slesvigske krig og helstatens fald

Moderniseringen begynder 1830-1864

Af dr. phil. Hans Schulz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  

I 1830'erne begyndte en periode med fornyet vækst i den sønderjyske økonomi. Landbruget kom ud af den langvarige krise, som havde indfundet sig i kølvandet på Napoleonskrigene. Priserne på landbrugsprodukter steg, på korn og smør, men mest på oksekød. Det blev derfor den stærke vækst i kvægbruget, der i Sønderjylland blev hovedkilden til bondestandens stigende velstand. Det var også den produktion, som var mest begunstiget af naturforholdene med marsken langs vestkysten og de gode enge langs åløbene i midtlandet. Her græssede de nye korthornsstude, først som magerkvæg hos bønderne på geesten, siden som fedekvæg i marsken efter at være solgt hertil på kvægmarkederne i Tønder, Læk eller Husum. Fra marsken de gik videre med skib fra Tønning til slagtning i England eller hvor de nu blev solgt. Men også på østkysten nord for Aabenraa havde fedekvægopdræt stor betydning.
Fra Aabenraa og længere sydpå, herunder på Als, var kornavlen vigtigere for landbruget. Takket være mergling og dræning og det holstenske kobbelbrug med den faste rotation brak-korn-græs steg den sønderjyske kornproduktion. Også smørproduktionen langs østkysten voksede og spredte sig mere og mere fra godserne og proprietærgårdene til de mindre brug.
Den stigende velstand i landbruget viste sig i de mere ambitiøse, herregårdslignende bondegårde, som blev bygget i 1840'erne og ikke mindre i 1850'erne, og hvoraf mange stadig kan ses i landskabet. Samtidig vandt byens mode og smag i påklædning og boligindretning frem hos de velstående sønderjyske gårdmænd. Og så viste velstanden sig på de bugnende kaffeborde - hvis bønderne da ikke foretrak at gå til kros - for kroer blev der også mange flere af.
Velstandsudviklingen gik hånd i hånd med afviklingen af de sidste rester af afhængighedsforholdet til godsejerne. Selveje og arvefæste vandt yderligere frem, hoveriafløsning ligeledes, og godserne mistede deres selvstændige retshåndhævelse. Kun i godsområderne i sydøst vedvarede endnu godsejernes dominans i kraft af forpagtningskontrakter på åremål. Godserne mistede også deres førerposition som foregangsbrug. Endnu spillede godsejere, forpagtere og proprietærer dog hovedrollen i ledelsen af de landboforeninger, som efterhånden kom til at dække de fleste områder af Sønderjylland. Men ellers fejlede bøndernes selvbevidsthed i forholdet til de andre samfundsgrupper ikke noget. Den tid var forbi, hvor embedsmændenes ord uden videre var lov. Og i landsbysamfundet skilte gårdmændene sig mere og mere ud som et lag for sig. Mange steder ophørte således på de blot lidt større gårde skikken med at husbond og tjenestefolk spiste ved samme bord.
Den stigende velstand i landbruget gav mere arbejde til landhåndværkerne, men ellers kom den ikke så meget de lavere sociale grupper på landet til gode. For befolkningstallet steg, uden at antallet af landbrug fulgte med. Den stigende befolkning måtte derfor hovedsagelig bosætte sig i små huse med ingen eller kun ganske lidt jord til og tjene til føden som daglejere på gårde og godser. Og det kunne undertiden være svært, især om vinteren. Lidt bedre synes det at være gået for tjenestefolkene sig, da de bedre kunne flytte derhen, hvor der var arbejde og hvor betalingen var bedst. Men det gik kun, indtil de stiftede familie.
Velstandsstigningen i landbruget blev et lokomotiv også for udviklingen i byerne. Sådan måtte det være, så længe fire ud af fem sønderjyder boede på landet og kun en i købstæderne. Men erhvervsudviklingen her havde også sine særlige forudsætninger i udviklingen af infrastrukturen og teknologien. Der blev fra 1830'erne bygget moderne veje med faste vejbaner, de såkaldte chausséer, der fremmede trafikken med hest og vogn og postforbindelserne mellem byerne. For forsendelsen af større godsmængder over land fik dog navnlig jernbanerne betydning. Den første jernbane i det danske monarki blev banen fra Altona til Kiel, som åbnede i 1844 med stikbane til Glückstadt og Rendsborg i 1845. Det viste ganske klart, at udviklingen i Holsten var længere fremme end i Sønderjylland, der jo lå fjernere fra den store nordtyske metropol Hamborg. Men i 1854 fik Sønderjylland så sin egen jernbane fra Flensborg til Tønning. Det var en tværbane til fremme af transithandelen mellem Østersøen og Nordsøen, men den fik dog også en forbindelse med de holstenske jernbaner via Rendsborg. Fra Flensborg gik det videre nordpå. I krigsåret 1864 åbnede banen frem til Vojens.
Jernbanerne kunne dog ikke slå skibsfarten ud. Den store vækst i den hamborgske handelsflåde trak også sønderjysk skibsfart med, om end tilvæksten her blev mere beskeden. Det var navnlig byerne Aabenraa og Flensborg, i lidt mindre målestok Sønderborg og Ærøskøbing-Marstal, der var de mest betydende sønderjyske skibsfartsbyer.
Skibsfart betød skibsbyggeri, og træskibsværfterne hørte endnu til de største industrivirksomheder i byerne langs østkysten. Teglværksindustrien omkring Flensborg fjord havde også rødder tilbage i historien. Det samme gjaldt en virksomhed som Kobbermøllen ved Flensborg. Men fra 1830'erne kom der også andre industrigrene til. I første omgang var det især jernstøberierne, der producerede redskaber og maskiner til landbruget. Det store støberi, Carlshütte nord for Ejderen ved Rendsborg, blev grundlagt i 1827. I 1838 fik Flensborg sit første støberi, i 1841 Haderslev sit, mens Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Højer og Husum først fik støberier efter Treårskrigen.
En anden branche i fremgang var nærings- og nydelsesmiddelindustrien. Tobaksfabrikkerne voksede fra håndværks- til fabriksstadiet, især i Flensborg, men også i Haderslev og Christiansfeld. Den samme udvikling, fra håndværk eller hjemmeindustri til rigtige fabrikker, gjorde sig gældende for bryggerier og brænderier.
Industrigrundlæggerne var hyppigt håndværkere, der blev bidt af den teknologiske udvikling og kunne skaffe kapital, hvilket ofte skete ved at gå i kompagniskab med en købmand. En helt ny gruppe af fabrikanter opstod. I tal var den dog for ingenting at regne mod industriarbejderne, hvis antal blev fordoblet fra midten af 1840'erne til 1864. Flere steder satte industri og arbejderboliger deres præg på hele bydele, først og fremmest Nystaden i Flensborg. Endnu var den sønderjyske industri dog for lille til at måle sig med udviklingen i England og Tyskland. Og en egentlig arbejderbevægelse opstod først efter 1864.



Stænderforsamlingen i Slesvig og de slesvig-holstenske liberale  

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  
Året 1830 blev skelsættende i europæisk og slesvig-holstensk politik. Julirevolutionen i Paris, Belgiens frihedskrig mod Holland, opstanden i russisk Polen og uroligheder i flere tyske stater fandt også ekko i hertugdømmerne. I november udkom et lille skrift "Über das Verfassungswerk in Schleswigholstein", skrevet af Uwe Jens Lornsen, landfoged på Sild. Heri foreslog Lornsen en landdag og en forfatning fælles for Slesvig og Holsten. Hertugdømmernes centraladministration skulle flyttes fra København til Kiel. Der skulle ske en adskillelse af forvaltningen og domstolene og oprettes en fælles højesteret for hertugdømmerne. Lornsen ville en fuldstændig administrativ og finansiel adskillelse af hertugdømmerne og Danmark, "kun konge og fjende skal være fælles". Med sit skrift ville Lornsen sætte en folkebevægelse i gang, men det var stemningen i hertugdømmerne slet ikke til. Bortset fra nogle få sympatisører blandt de yngre lærere og studenter ved universitetet i Kiel var Lornsen isoleret. Den 23. november blev han arresteret og senere idømt et års fæstningsarrest.
Regeringen mente imidlertid ikke længere at komme uden om reformer. Ved anordninger fra 1831 og 1834 blev der indført rådgivende stænderforsamlinger for monarkiets fire dele: De danske øer, Nørrejylland, Slesvig og Holsten. Dermed understregedes landsdelenes ligeret inden for helstaten, og en todeling i en dansk og en tysk del blev undgået. For at imødekomme den slesvig-holstenske særfølelse oprettedes samtidig en fælles provinsialregering for begge hertugdømmer i Slesvig og en fælles overappellationsret i Kiel. Lokalforvaltningen blev derimod ikke berørt af reformerne og beholdt sin middelalderlige mangfoldighed med amter og landskaber, købstæder og flækker, oktrojerede koge, kancelligodser, gods- og klosterdistrikter og kongerigske enklaver. Retspleje og forvaltning blev heller ikke adskilt i de underste instanser. Da stænderforsamlingerne kun skulle være rådgivende, afskaffede stænderforfatningen ikke enevælden.
Hertugdømmet Slesvigs stænderforsamling fik hjemme i Slesvig by. Sammensætningen afspejlede privilegiesamfundet. Kongen skulle udpege deputerede for ridderskabet, gejstligheden og Kiels universitet. Hertugen af Augustenborg blev født medlem af forsamlingen. De øvrige deputerede valgtes for seks år ad gangen ved direkte og åbne valg. Valgret tilkom udelukkende mænd, der var fyldt 25 år og i besiddelse af en vis formue. For at blive valgt krævedes en større formue og en alder af 30 år. Valgret tilkom kun omkring 2 % af befolkningen, men det var dog kun lidt mindre end i England og mere end i Frankrig og Preussen.
De første slesvigske stænderforsamlinger mødtes i 1836 og derefter hvert andet år. I dette første parlament var der også tilløb til et partimønster, men skillelinjerne lå ikke altid fast. Forslag, der understregede Slesvigs og Holstens samhørighed og selvstændighed fik gerne tilslutning på tværs af fraktionerne. Det samme gjaldt besparelser og skattelettelser. Højrefløjens førerskikkelse var hertug Christian August af Augustenborg, hvis hovedmotiv var forsvaret af slægtens rettigheder. Ud over godsejerne hørte flere købstadsrepræsentanter og gejstlige til forsvarerne af de bestående privilegier. Nærmere midten stod de gammelliberale. Venstrefløjen bestod af de få egentlig liberale, hvis ubestridte anfører var købmand Peter Hiort Lorenzen fra Haderslev. Liberale mærkesager var stændermødernes åbning for publikum, skattebevillingsret, indflydelse på finansadministrationen, almindelig værnepligt, besluttende myndighed til stænderforsamlingerne og større ytringsfrihed. De bondedeputerede lod sig vanskeligt placere ind i et højre-venstre spektrum. De var tro mod kongen og den bestående statsforfatning, men kritiske over for embedsmændene. De arbejdede især for at forbedre bøndernes vilkår gennem tiende- og hoveriafløsning, afskaffelse af godsejernes jagtret på bondejord m.v. En fremtrædende bonderepræsentant var Nis Lorenzen fra Lilholt i Nordslesvig.
Trods begrænsningerne i presse-, forsamlings- og foreningsfrihed lykkedes det de liberale at vinde en stærk position i den nye politiske offentlighed. En slesvig-holstensk-liberal presse skabtes ved oprettelse af nye blade som "Kieler Correspondenz-Blatt" og "Schleswig-Holsteinische Blätter" og ved tilslutning fra flere hidtil upolitiske lokale "intelligensblade" som "Lyna" i Haderslev og "Allgemeines Wochenblatt" i Aabenraa. Offentlige politiske møder måtte kun afholdes med polititilladelse. Foreningsretten var heller ikke sikret. Regeringen tolererede dog oprettelsen af borgerforeninger, som vandt frem fra midten af 1830'erne (f.eks. Flensborg 1835, Husum og Haderslev 1838). De var først og fremmest selskabelige, men i hænderne på de liberale kunne de bruges til stændervalgkamp og indsamling af underskrifter og kampagnen for demokratisering af bystyret.

Den danske bevægelse i Nordslesvig  

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  

Indtil slutningen af 1830'erne var det i hovedsagen kun snævre akademiske kredse, som bekendte sig til den nationale ideologi. Forestillingen om, at det ikke var fyrstedynastiet, men sproget, kulturen og den fælles levevis i det hele taget, som bandt en befolkning sammen, var skabt i Tyskland i slutningen af 1700-tallet af filosoffen J. G. Herder, der havde set disse fænomener som ydre udtryk for en dybereliggende "folkeånd" eller "folkesjæl", som ethvert folk havde fået af Gud. Derfor var det folkenes ret og deres bestemmelse selv at styre deres anliggender i frihed for fremmed indblanding. Sin politiske udformning fik denne tanke i kravet om, at hver nation havde ret til at udgøre sin egen stat.
Flensborgeren Christian Paulsen, der var juraprofessor i Kiel, tog i 1832 afstand fra Uwe Jens Lornsen med skriftet "Om hertugdømmet Slesvigs folkepræg og statsret". Heri fremhævede Paulsen Slesvigs historiske forbindelse med Danmark og det uretfærdige i, at tysk var rettens og forvaltningens sprog overalt i hertugdømmet, skønt befolkningens sprog i Nordslesvig og et godt stykke ned i Sydslesvig var dansk (sønderjysk dialekt). Tilmed var kirke- og skolesproget tysk i det endnu dansktalende Mellemslesvig. Paulsen blev støttet af Christian Flor, som havde lærestolen i dansk. Flor var påvirket af N.F.S. Grundtvig, der betonede folkelig oplysning med modersmålets "levende ord" som forudsætningen for folkets, dvs. bondestandens, deltagelse i det offentlige liv. For at få folkelig støtte til at fremføre kravet i den slesvigske stænderforsamling tog de to akademikere forbindelse til gårdejer Nis Lorenzen. I stænderforsamlingerne 1836 og 1838 rejste Nis Lorenzen derpå krav om dansk rets- og forvaltningssprog i Nordslesvig på grundlag af petitioner fra befolkningen. I 1838 kom sagen til afstemning, og med liberal støtte blev det vedtaget med et snævert flertal.
En dansk bevægelse i Nordslesvig tog så småt form. 1838 grundlagdes bladet Dannevirke i Haderslev med købmand Peter Christian Koch som udgiver og redaktør og året efter urmager Frederik Fischers "Apenrader Wochenblatt", der snart skiftede sprog og navn til "Apenrader Ugeblad". Et virkningsfuldt middel i den danske kulturkamp blev endvidere de mange sognebogsamlinger, som imødekom bondestandens dannelsestrang og blev støttet af de københavnske liberale. Også Peter Hiort Lorenzen sluttede sig til den danske bevægelse, da han i 1840 blev overbevist om, at en demokratisk fremtid for Slesvig lå i hertugdømmets stærkere tilknytning til kongeriget Danmark.

De nationale modsætninger vokser i 1840'erne  

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  

I maj 1840 udsendte Christian 8. et sprogreskript, der indførte dansk rets- og administrationssprog på landet i Nordslesvig. Selv om det også fremmede tyskundervisningen, protesterede de slesvigske stænder med hertug Christian August i spidsen energisk. Den øgede nationale spænding fra 1840 var dog ikke kun et slesvigsk-holstensk fænomen. Franske krav om en "naturlig" grænse ved Rhinen satte en nationalistisk kædereaktion i gang. Den nationale protestbølge herimod i Tyskland fremkaldte planer om at indlemme Danmark i Det tyske Forbund som "admiralstat" med søforsvaret som særlig opgave.
Det fik i maj 1842 danske liberale til at understrege Danmarks samhørighed med de øvrige skandinaviske lande og kræve Slesvigs nære tilknytning til Danmark, mens Holsten skulle udskilles af monarkiet (Ejderpolitikken). I den slesvigske stænderforsamling overskyggede nationale modsætninger mere og mere skellet mellem konservative og liberale, til skade for de nødvendige økonomiske og sociale reformer. Bruddet kom i november 1842 med advokat Gülichs forslag om at slette stemplet "Dansk ejendom" på hertugdømmernes skibe, fordi det var "trældommens mærke", og Hiort Lorenzens nationale provokation, da han talte dansk for at tvinge Christian 8. til at tage parti for den danske bevægelse.
Som i Danmark forvandledes hovedparten af de liberale i hertugdømmerne til nationalliberale. "Landspartiet" under slesvigadvokaten Wilhelm Beselers ledelse indgik alliance med ridderskabet og den ærkekonservative hertug af Augustenborg og hans bror, prinsen af Nør. Augustenborgerne mente at have krav på at arve hertugværdigheden over Slesvig og Holsten, hvis den oldenborgske danske kongeslægt uddøde, hvilket man forudså ville ske med den barnløse kronprins Frederik. Ad den vej håbede "landspartiet" at opnå en adskillelse fra Danmark, og augustenborgernes arvekrav indgik derfor i de slesvig-holstenske "fundamentalsætninger" fra 1844: Hertugdømmerne er selvstændige stater, hertugdømmerne er fast forbundne stater, hertugdømmerne beherskes alene af mandsstammen. Da Christian 8. i 1846 med sit "åbne brev" underkendte hertugens arvekrav, rejste det en storm af protest i Slesvig, Holsten og Tyskland.
Fra 1842 var den nationale konflikt fastlåst med såvel den det danske som det slesvig-holstenske krav på hele Slesvig. De to bevægelser brugte herefter kræfterne om at mobilisere flest muligt tilhængere. Parterne betjente sig af stort set de samme propagandamidler og skabte deres egne nationale symboler. Den slesvig-holstenske enhed blev symboliseret ved to sammenvoksede egestammer (Dobbeltege og løftet i Ribeprivilegiet i 1460 om at holde hertugdømmerne "for evig udelte" ("Up ewig ungedeelt"). Slesvigs samhørighed med Danmark og grænsen ved Ejderen blev derimod understreget ved vikingetidens og middelalderens grænsevold Danevirke.
I hver eneste by oprettede slesvig-holstenerne deres sangkor ("Liedertafel"). Der arrangeredes fælles sangerfester, som tiltrak et stort publikum. Størst berømmelse opnåede sangerfesten i Slesvig i juli 1844, hvor sangen Schleswig-Holstein meerumschlungen lanceredes som et nationalt hit. Ved samme lejlighed vistes for første gang den blå-hvid-røde slesvig-holstenske landsfane, som regeringen imidlertid forbød i juli 1845. På dansk side åbnede man i 1844 i Rødding verdens første folkehøjskole efter grundtvigsk model med den karakteristiske kombination af faglig og menneskelig oplysning gennem "det levende ord" uden eksamensterperi.
Efter at offentlige politiske møder igen blev lovlige fra 1842, blev folkeforsamlinger et hovedled i den nationale agitation. De nationale tillidsfolk samledes til store fællesspisninger med den ene patriotiske skåltale efter den anden, mens de menige tilhængere og de apolitiske tilskuere blev lokket til med kanonsalut, skydekonkurrencer, lotteri, sang, musik, dans og bål. For de dansksindede blev Skamlingsbanken syd for Kolding den faste festplads. Her fejredes maj 1843 den første Skamlingsbankefest som tak for sprogreskriptet af 1840. Skamlingsbankefesterne med taler af danske slesvigere som den unge bonde Laurids Skau og tilrejsende nordfra blev en fast årlig tradition. Den slesvig-holstenske bevægelse samlede i 1843 sine tilhængere til møder i Sønder Brarup, Haddeby, Rendsborg, Aabenraa og Kiel. Særlig betydning fik den første nordfrisiske folkefest i juni 1844 i Bredsted, hvor det lykkedes at vinde mange frisere for slesvig-holstenismen ved flittig brug af frisiske slagord som "hellere død end slave". Respekten frisernes folkelige egenart var dog næppe ærlig; agitationen kvalte i hvert fald de første spirer til en selvstændig, frisisk nationalbevægelse, som netop da var ved at springe ud. De første nationale foreninger så samtidig dagens lys, men fik dog kun tilslutning fra nogle hundreder. I juni 1843 stiftede fremtrædende bønder på Haderslevegnen med Hiort Lorenzen og Koch som bagmænd "Den slesvigske Forening". Som et tysk modtræk dannedes i juli 1845 på Haderslevegnen "Den slesvig-holstenske patriotiske Forening".
Slesvig-holstenismens bannerførere var i første række dannelsesborgerskabets yngre embedsmænd, advokater, læger, præster og latinskolelærere, som havde fået deres uddannelse og påvirkning ved Kiels Universitet. I købstæderne fik de følgeskab af adskillige skibsredere, købmænd, fabrikanter og håndværksmestre, som orienterede sig efter Holsten som monarkiets økonomiske tyngdepunkt med den mest fremskredne modernisering. En undtagelse var Flensborg, hvor redere og købmænd stod i skarp konkurrence med Hamborg og i nær økonomisk forbindelse til kongeriget. De fastholdt derfor den nedarvede, kongetro helstatspatriotisme med særslesvigsk fortegn. Mens byernes småborgerskab gennemgående var passivt i den nationale konflikt, lykkedes det de nationale pionerer at engagere adskillige af de store og mellemstore bønder. Bøndernes økonomiske interesser og sociale mentalitet kunne trække såvel i slesvig-holstensk som slesvig-dansk retning. Hos de velstående bønder særlig i marsken og i Angel var den borgerlige levevis udbredt, og her tilsluttede mange sig borgerskabets politiske bevægelse. I Angel indebar det tillige et sprogskifte fra sønderjysk angelbomål til plattysk. Hos nogle bønder i Nordslesvig blev studehandelen med marsken og andre handelsforbindelser sydpå vejen til slesvig-holstenismen, også selv om de som regel talte den sønderjyske dialekt. Med held slog slesvig-holstenske agitatorer på kongerigets økonomiske "udbytning" af hertugdømmerne og frygten for en indlemmelse i det økonomisk tilbagestående Nørrejylland.
Ellers stod de fleste nordslesvigske bønder endnu med et ben i traditionel bondementalitet med den stærke modsætning til "de store" - embedsmændene og godsejere som hertugen af Augustenborg. Det forstod de danske ledere at udnytte ved at tage bøndernes parti i sociale konflikter. Bondestandens almueagtige hengivenhed for kongen som de uprivilegerede stænders beskytter trak også bønderne til den danske bevægelse, hvis rygrad de blev. Den nationale agitation berørte langtfra alle. Store områder var immune, først og fremmest de ufrugtbare egne på geesten og godsdistrikterne. Ligeledes blev kådnere og parcellister kun sjældent, inderster og tjenestefolk aldrig indfanget af den nationale mobilisering. Nationalismen var kun for de socialgrupper, som i fuldt eller moderat omfang var inddraget i samfundets modernisering.

Vandene skilles 1848

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa og Gerret Liebing Schlaber, arkivar, ph.d. ved Landsarkivet for Sønderjylland.
På ny skulle europæiske begivenheder i 1848 drive udviklingen i hertugdømmerne frem. Den nye franske revolution indførte republikken den 24. februar og bredte sig til Sydtyskland samt Østrig og Preussen, hvor der udbrød kampe mellem folket og militæret. I februarrevolutionen så også de liberale og nationale kræfter i den dansk-slesvigsk-holstenske helstat deres chance til at gennemføre deres mål. Den 18. marts samledes de tysksindede stænderdeputerede fra begge hertugdømmer til fællesmøde i Rendsborg, hvor de krævede en grundlov for hertugdømmernes forenede stænder, Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund, oprettelse af en folkevæbning med egne officerer samt presse- og forsamlingsfrihed. En deputation blev valgt og sendt af sted til København med kravene til kongen. Hovedstadens liberale var også påvirkede af begivenhederne og krævede en fri forfatning for Danmark og Slesvig. Nyheden om Rendsborgmødet fik dem til at arrangere et folketog til kongen den 21. marts, hvor de uden et skud blev løsnet opnåede et nyt ministerium med flere nationalliberale Ejderpolitikere.
Den 23. marts om morgenen nåede efterretningen herom til Kiel. Herefter forventede man intet positivt svar fra kongen til deputationen og besluttede sig straks for opstanden. Natten mellem den 23. og 24. nedsattes en provisorisk regering, hvis sammensætning viste den slesvig-holstenske opstands spændvidde. Det nationalliberale centrums fører Wilhelm Beseler blev præsident, mens den konservative fløj repræsenteredes af grev Fr. Reventlow-Preetz og advokat Bremer i Flensborg, hvortil kom den augustenborgske prins Frederik af Nør som militær ekspert. De folkelige kredse fra en samtidig forsamling i Kiels rådhus blev repræsenteret ved købmand og konsul M.T. Schmidt og snart også ved den demokratiske leder Olshausen. For at nedtone opstandens revolutionære karakter og berolige hertugdømmernes loyale embedsmænd og befolkning hævdede den provisoriske regering, at den blot regerede i "den ufrie landsherres" navn, indtil han genvandt magten fra de ejderdanske københavnere. Det medvirkede til, at stort set alle statsembedsmænd og næsten alle købstæder anerkendte den provisoriske regering.
Med få soldater og frivillige overrumplede prinsen af Nør den 24. marts helstatens næststørste fæstning Rendsborg, hvis garnison næsten fuldstændigt gik over til ham og sammen med de mange frivillige blev grundstammen i den slesvig-holstenske hær. Borgerkrigen var brudt ud!
I Slaget ved Bov den 9. april led den slesvig-holstenske hær imidlertid nederlag med sine få uddannede soldater, studenter fra Kiel og tililende frikorpssoldater fra Tyskland. De oprettede folkevæbninger forsvandt som dug for solen, og den danske hær rykkede frem til Danevirke. Efter intervention fra Preussens og Det tyske Forbund vendte styrkeforholdet imidlertid, og den 23. april slog preusserne den danske hær i Slaget ved Slesvig. Derefter besatte tyske tropper hele hertugdømmet Slesvig med undtagelse af Als og Ærø. Efter mindre kampe ved Dybbøl blev der efter engelsk og svensk mægling i Malmø sluttet våbenhvile den 26. august.
For helstatsmænd og dansksindede nordslesvigere var den slesvig-holstenske opstand et oprør mod landets konge. Mens helstatstilhængerne opfattede kampene som en tragisk borgerkrig, blev de danske nordslesvigere grebet af "ånden fra 1848", danskernes nationalmytologiske modbegreb til slesvig-holstenernes "rejsning". I Haderslev og Sønderborg lykkedes det danske småborgere at forhindre bystyrets anerkendelse af den provisoriske regering, og i Aabenraa og Flensborg demonstrerede de sammen med danske arbejdere og søfolk imod bystyrets anerkendelse. I Haderslev amt og på Als drog bønder i skarer rundt til slesvig-holstensksindede embedsmænd for at afkræve dem troskabsløfte til Frederik 7. , og de dannede folkevæbninger med jagtgeværer, spyd, forke og udrettede leer.
I Sydslesvig blev der modsat dannet slesvig-holstenske folkevæbninger i Ejdersted, Nordfrisland, Hütten amt og den sydlige del af Angel. I Holsten var folkevæbningen mere pletvis og fandtes mest omkring Kiel, Segeberg, Altona og Itzehoe. Dertil kom byernes borgervæbninger. Det mellemste Slesvig og Ditmarsken blev kun perifert berørt af folke- og borgervæbningen, og i Sydøstslesvig og Østholsten ville godsejerne ikke bevæbne fæstebønder og landarbejdere.
Krigstidens nationale massepetitioner viste, at renere danske og tyske standpunkter vandt frem i befolkningen på bekostning af helstatstanken og traditionel slesvigsk og slesvig-holstensk særfølelse. Nogle petitioner udtalte sig for eller imod Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund, andre mod en adskillelse fra Holsten eller for at udvide Danmarks demokratiske grundlov fra juni 1849 til Slesvig. Disse stridsspørgsmål trak en grænse mellem dansk og tysk overvægt gående syd om Flensborg og denne bys nærmeste omegn vestpå nord om Tønder og Højer. I Flensborg fastholdt flertallet i byens øverste lag deres særslesvigske og helstatstro synspunkter. I Nordslesvig var der mange tysksindede i købstæderne og adskillige landsbyer i Slogs herred, og modsvarende fandtes danske sympatier i flere sogne i Angel, på Vesterland-Før og Amrum. Alligevel var linjen mellem Slesvigs dansk- og tysksindede befolkning tilstrækkelig klar til, at en delingslinje tværs gennem hertugdømmet kunne være trukket. Delingstanken blev drøftet både på dansk og tysk side, men de kæmpende parter forkastede den og fastholdt i stedet hver sin udlægning af den historiske "ret".
Den tyske og danske nationalisme var endeligt blevet til en folkebevægelse, der faktisk delte Sønderjyllands befolkning. Intet problem blev løst i 1848, og i april 1849 startede krigen på ny med den danske flådes fejlslagne angreb på Egernførde. Efter at Danmark i sommeren 1849 havde sluttet først våbenhvile og i 1850 fred med Preussen og Det Tyske Forbund, gik de slesvig-holstenske tropper på ny til angreb i juli 1850, men blev besejret den 25. juli ved Isted og den 5. oktober ved Frederikstad. Hele Slesvig var igen under dansk kontrol, men problemerne, der havde ført til krigen, var stadigvæk ikke løst.

Forsigtige reformer, forfatningsproblemer og ny nationalisme 1850-63

Af Gerret Liebing Schlaber, forsker på Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.
Den militære sejr i 1850 betød ikke, at Danmark havde den fuldstændige magt over hertugdømmerne. Stormagterne satte helstatens konservative restauration igennem, for at sikre magtbalance og stabilitet i Østersøområdet. For at genvinde kontrollen over det af preussiske og østrigske tropper pacificerede Holsten og den nye arverets anerkendelse, måtte den danske regering love, at man ikke ville forbinde Slesvig tættere til Danmark end til Holsten. I London-traktaten af 8. maj 1852 blev den nye arvefølge fastlagt. Efter Frederik 7.'s død skulle prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Lyksborg blive konge - og efter ham hans mandlige efterkommere. Augustenborgerne som den ældste mandlige sidegren af kongehuset, blev udelukket, Christian August og Friedrich anklaget for højforræderi og udvist af helstaten; i det mindste fik de en god erstatning for deres afståede godser. Også mange illoyale embedsmænd blev afskediget.
Selve hertugdømmet Slesvig fik i 1854 en forfatning for dets indre anliggender, få måneder derefter indførtes en ny helstatskonstitution med dannelsen af Rigsrådet som vigtigt organ for helstatens fællesanliggender. Disse var langt fra junigrundlovens demokratiske gevinster. Hertugdømmets nye centrale myndighed var siden 1851 Ministeriet for Slesvig ved regeringen i København.
Med reformerne i forvaltning og retsvæsen blev de adelige godsherrers stilling i hertugdømmet svækket. Stænderforsamlingen blev genindført, men gennemgribende demokratiske reformer fandtes ikke. Officielt skulle parlamentet beslutte alle nye love, men i virkeligheden havde dette fortsat en rådgivende funktion. I stedet for flertallets beslutninger vedtog regeringen i mange tilfælde mindretallets votum. En anden betydelig og dog forsigtig reform var indførelsen af et amtsråd i Haderslev Amt 1858 og herredsråd i de under en amtmand forbundne Aabenraa, Sønderborg og Nordborg amter i 1861.
Reformernes forsigtighed skyldtes ikke mindst den kendsgerning, at man ikke ville danne nye officielle fora for den slesvig-holstenske opposition, som det var tilfældet i stænderparlamentet. Tværtimod forsøgte man at redanisere den landsdel, hvor det danske sprog i 1800-tallet var i hurtig tilbagegang. I denne trekant Tønder-Treja-Gelting samt i de tre nordslesvigske købstæder, blev dansk skolesproget bortset fra selve tyskundervisningen. Gudstjenestens sprog skiftede fra gang til gang, mens man måtte vælge sproget i alle retstilfælde, forvaltningssager og højtideligheder i kirken; også centraladministrationen skulle være tosproget. I den nordlige landsdel var dansk det eneste sprog, i Nordfrisland og de sydlige distrikter var det tysk. Denne sprogpolitik udløste skarp kritik. Trods alt var det forholdsvis roligt i Sønderjylland, mens krisen blev større i Holsten, hvor forfatningerne ikke blev anerkendt. Dette skulle snart påvirke Sønderjyllands stilling.

Den anden slesvigske krig og helstatens fald  

Af Gerret Liebing Schlaber, forsker på Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Da den holstenske forfatningskrise ikke kunne løses og da Det Tyske Forbund udøvede betydeligt pres på den danske regering med dette problem, blev idéen om at give afkald på Holsten og det ellers loyale Lauenborg populær igen. Det betød faktisk en genoptagelse af den ejderdanske politik, som ikke mindst viste sig i Orla Lehmanns optagelse i regeringen 1861.
Med Krimkrigen 1853-56 havde den europæiske magtkonstellation forandret sig betydeligt; Rusland, som var en af Danmarks vigtigste diplomatiske forbundsfæller, blev svækket, Preussen, som fulgte en ny politik med hensyn til den tyske enhed, især under dens nye ministerpræsident Otto von Bismarck, blev styrket. Denne politik blev støttet af den Tyske Nationalforening, hvis formand i Holsten blev - ironisk nok - Orla Lehmanns fætter Theodor. Et centralt formål var hertugdømmernes forening under et preussisk domineret ensartet Tyskland.
Den danske regering og C.C. Hall overvurderede Danmarks styrke og undervurderede Preussens beslutsomhed. I november 1863 vedtog man en ny forfatning, der udelukkende havde gyldighed i Danmark og Sønderjylland. Dette betød et brud med overenskomsterne fra 1852. Nu rullede begivenhederne over hinanden.
Den 15. november døde Frederik 7. på Lyksborg slot, og hans efterfølger Christian 9. undertegnede i en af sine første embedshandlinger den nye forfatning. Det Tyske Forbund reagerede med den i lang tid truede "eksekution" og sendte tropper til Holsten. Samtidig manifesterede Christian Augusts søn Friedrich sine krav på tronen i hertugdømmerne; han proklamerede, at hans rettigheder var Slesvig-Holstens redning (skønt overenskomsten 1852 entydigt havde udelukket Augustenborgerne) og at han ville regere på grundlaget af statsgrundloven fra 1848 - og blev mødt med begejstring overalt i Tyskland og blandt hertugdømmernes tysksindede befolkning. Overfor den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarcks politik for en samling af Tyskland under preussisk førerskab kom han imidlertid - som så mange andre - til kort. Slesvig-holstenerne fik ikke deres selvstændige stat under huset Augustenborg.
Den 16. januar 1864 krævede stormagterne Preussen og Østrig ultimativt, at Danmark skulle tage forfatningen tilbage indenfor 48 timer, hvad der ikke var muligt. Den 1. februar overskred tropperne Ejderen, og fire dage senere måtte Danevirke-stillingen opgives. Bortset fra slaget ved Sankelmark (6. februar) mødte stormagterne ingen modstand og kunne hurtigt besætte det slesvigske fastland og dele af Jylland. Efter et heftigt bombardement stormede preusserne den 18. april Dybbøl Banke. De herefter indledte fredsforhandlinger førte ikke til noget resultat, og krigen fortsatte. Den 29. juni erobrede de tyske stormagters tropper Als med det sønderskudte Sønderborg.
Nu var Danmark nødt til at acceptere sejrherrernes fredsbetingelser. I Wienerfreden af 30.oktober 1864 kom hertugdømmet Slesvig samt de vestslesvigske enklaver (og bortset fra nogle sogne ved Ribe og syd for Kolding samt Ærø) under preussisk styre. Et helt nyt kapitel i Sønderjyllands historie begyndte


Sønderjyllands historie 1864-1920

Paragraf fem, edskampen og protestpolitikken
Skærpet preussisk mindretalspolitik og den nye hjemmetyskhed
Fra danskorienterede slesvigere til danske sønderjyder
Landbrug, industri, amtsbaner, stationsbyer og byudvikling
Arbejderbevægelsen, Indre Mission og afholdsbevægelsen
Første Verdenskrig 1914-1918
Afstemningen og Genforeningen

Paragraf 5, edskampen og protestpolitikken

Af René Rasmussen, forsker, cand.mag., Danevirke Museum.

Ved fredsslutningen i Wien den 30. oktober 1864 måtte den danske konge overdrage sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig og Holsten til kongen af Preussen og kejseren af Østrig-Ungarn, der regerede landene i fællesskab indtil deres indbyrdes krig i 1866. Preussen vandt også denne krig, og kejseren af Østrig-Ungarn måtte ved fredsslutningen i Prag den 23. august 1866 overdrage de rettigheder, han to år før havde vundet af den danske konge, til kongen af Preussen. Dette fremgik af § 5, der tilføjede: "at befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal overdrages til Danmark, når den i en fri folkeafstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark." Tilføjelsen skete på den franske kejser Napoleon 3.'s foranledning.
Med Pragfreden var vejen banet for hertugdømmernes indlemmelse i Preussen. Den skete den 12. januar 1867 med kong Wilhelms indlemmelsespatent og proklamation til indbyggerne i Slesvig og Holsten. Hertugdømmerne kom til at udgøre en provins i det preussiske monarki med en overpræsident i spidsen. Han residerede i Kiel, derefter i Slesvig og siden igen i Kiel.
Af hensyn til den slesvig-holstenske enhedstanke undlod man at dele provinsen i to regeringsdistrikter, men nøjedes men én regering og én regeringspræsident, der blev placeret i Slesvig. Bortset herfra blev administrationen strømlinet efter den almindelige preussiske model med kredse og landråder i stedet for amter og amtmænd, adskillelse af den dømmende og udøvende magt, således at herredsfogderne (fra 1889 amtsforstanderne) udelukkende var politimyndighed, mens domsmyndigheden lå hos amtsretterne. Der indførtes en særlig slesvig-holstensk købstadsordning (i 1869), og på landet blev der endelig skabt et moderne kommunestyre med landsbyerne som de nederste, undertiden bittesmå, kommunale enheder. Den preussiske administration betød både en gennemgribende modernisering og en vis demokratisering af hertugdømmernes styre. Også den øvrige preussiske lovgivning indførtes snart i hertugdømmerne. Efter dannelsen af det tyske kejserrige i 1871 fulgte yderligere den tyske rigslovgivning.
De mange reformer inddrog også Nordslesvig uden at tage højde for Pragfredens § 5. Derimod fik denne stor betydning for den danske holdning. Eftersom paragraffen syntes at stille en snarlig genforening af Nordslesvig med Danmark i udsigt, fandt mange danske embedsmænd, præster og lærere det urimeligt, at de efter hertugdømmernes indlemmelse i Preussen skulle aflægge ed til den preussiske konge for at kunne beholde deres stilling. Følgelig nægtede mange at aflægge eden, hvilket førte til afskedigelser.
Det samme krav om edsaflæggelse på den preussiske forfatning blev stillet til de nordslesvigske deputerede, Hans Andersen Krüger og Nicolai Ahlmann, der var blevet valgt til landsdelens repræsentanter i den preussiske landdag. De to landdagsmænd ville kun aflægge eden "under forbehold af den ved Pragfreden befolkningen i Slesvigs nordlige distrikter tilsikrede ret til fri afstemning og valg af undersåtlige stilling."
Landdagen ville imidlertid kun acceptere en uforbeholden edsaflæggelse, hvorefter de to landdagsmænd måtte nedlægge mandaterne og der blev udskrevet suppleringsvalg. De to genopstillede og blev valgt igen, hvorefter scenen gentog sig: De kunne kun aflægge betinget ed på forfatningen og nedlagde derefter mandaterne. Dette gentog sig - fra 1875 med Hans Lassen i Nicolai Ahlmanns sted - med små variationer i de følgende 14 år indtil 1881.
I den tyske rigsdag, hvortil nordslesvigerne sendte en enkelt delegeret, og hvor man ikke forlangte nogen edsaflæggelse, benyttede den delegerede, Hans Andersen Krüger, den taktik at gribe enhver lejlighed til at tage ordet, henvise til det uopfyldte løfte, der var indeholdt i artikel fem, og protestere imod, at løftet endnu ikke var blevet opfyldt.
Denne politik blev kendt som "edsnægtelse" og "protestpolitik" , og den blev fortsat indtil Hans Andersen Krügers død i 1881.

I 1878 ophævede Østrig og Preussen bestemmelserne i Pragfreden om Nordslesvigs ret til til en afstemning. Traktaten blev dog først offentliggjort året efter. Dette forstærkede de indvendinger, der allerede forinden internt i den danske bevægelse var blevet rejst imod edsnægtelse og protestpolitik. Kritikerne mente, at den demonstrative protestpolitik nok havde haft en vis effekt i agitationen, men at denne effekt havde været stadigt svindende. Desuden var de dansksindede embedsmænd, der var blevet afskediget p.g.a. edsnægtelse, blevet erstattet af regeringstro folk, der arbejdede i fortyskningens tjeneste. Det havde følgelig været bedre, om dansksindede havde aflagt eden og var blevet på deres post, mente de nordslesvigere, der kom til at gå under navnet edsaflæggerne. Disse mente også, at landdagsmændene burde aflægge eden, som altså kun var at betragte som en formalitet, og indtage sæderne i landdagen. Her kunne der nemlig gøres et stykke praktisk, politisk arbejde til gavn for de danske sønderjyder.
De to synspunkter stod skarpt overfor hinanden, og da landdagsmanden Hans Lassen, der som nævnt i 1875 havde afløst Nicolai Ahlmann, i 1882 aflagde eden, og Krügers efterfølger, A.D. Hørlück, nægtede den, var splittelsen i den danske lejr en kendsgerning. Først i 1888 endte "edskampen" med edsaflæggernes sejr, idet Hørlücks efterfølger, Gustav Johannsen, aflagde eden. Herefter aflagde alle følgende nordslesvigske landdagsmænd ed på den preussiske forfatning. Heller ikke i rigsdagen blev Krügers taktik videreført af hans efterfølgere, Hans Lassen (1881-1884), J.P. Junggreen (1884-1886) og Gustav Johannsen (1886-1901).

Også ophævelsen af artikel fem i 1878 splittede nordslesvigerne - i en "protestfløj" og en "forhandlingsfløj". Protestfolkene, hvis frontfigur var redaktør af Flensborg Avis, Jens Jessen, betragtede ophævelsen af artikel fem som ugyldig. De holdt på, at når to parter indgår en aftale til gavn for en tredjepart, så har tredjeparten opnået en ret, som de to parter ikke uden videre kan ophæve igen. De danske nordslesvigere havde følgelig fortsat en traktatlig ret til genforening med Danmark, som sammenholdt med deres historiske og folkelige ret udgjorde treenigheden i protestfolkenes agitationen for danskhedens ret syd for Kongeåen.

Forhandlingsfolkene, hvis frontfigur i løbet af 1880'erne blev H.P. Hanssen, så hævdelsen af artikel fem som en stopklods, der spærrede for flere ting: For det første spærrede en stadig pukken på den måske tvivlsomme traktatlige ret for det mere folkelige arbejde med sprog og kultur, der skulle skabe en stærk og levende dansk befolkning. For det andet spærrede det for forhandling og samarbejde med frisindede tyske grupper med henblik på at opnå konkrete forbedringer af de danske sønderjyders vilkår. Dette ville f.eks. lette det folkelige arbejde. Selv ikke den mest frisindede tyske politiker ville nemlig samarbejde med folk, der ved fastholdelse af artikel fem åbenlyst arbejdede for at løserive dele af riget. Forhandlingsfolkene fandt det derfor nødvendigt med i hvert fald tilbageholdenhed m.h.t. artikel fem i den danske agitation. De påkaldte sig i stedet den mere uhåndgribelige "folkenes selvbestemmelsesret"; et princip, de mente havde fremtiden for sig i Europa.

Også protestfolkene lagde stor vægt på det folkelige arbejde, men de fandt, at en opgivelse af artikel fem var at nedlægge det mest virksomme våben i dette arbejde. De mente, at en opgivelse af artikel fem var det samme som en opgivelse af kravet og håbet på en genforening, og de mente desuden, at den krænkede retsfølelse, som ophævelsen afstedkom blandt sønderjyderne, havde en stærk mobiliserende effekt, som man ikke burde fraskrive sig. Det folkelige arbejde i sig selv havde ikke den samme effekt. Det har formentlig også spillet en rolle i denne forbindelse, at krænkelsen af retsfølelsen navnlig formodedes at have større effekt i de sydligste egne, hvor der hverken var ret meget dansk sprog tilbage at kæmpe for, eller var nogen mulighed for at gennemføre et politisk valg.

Denne konflikt afstedkom skarpe ordvekslinger og dybe konflikter mellem sønderjyderne. Navnlig i forbindelse med H.P. Hanssens valg til landdagen i 1896, hvor han blev afkrævet stillingtagen til § 5 forud for sin opstilling, og i forbindelse med optantkonventionen i 1907, der til gengæld for naturaliseringen af flere tusind statsløse sønderjyder bekræftede den danske regerings anerkendelse af ophævelsen af § 5.
Under afstemningskampen 1918-1920 gik protestfolkene overvejende ind for en grænse syd om Flensborg, hvorimod forhandlingsfolkene overvejende gik ind for en grænse nord om Flensborg. Også her var der dybe skel mellem sønderjyderne.

Begge holdninger: protesten og forhandlingen, kan genfindes i de fleste historiske og nutidige frihedsbevægelser rundt omkring i verden. Holdningerne er som regel umulige at forene i praksis, men begge er de åbenbart naturlige og nødvendige i en folkelig frihedskamp.


Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  

Frem til slutningen af 1870-erne var hovedsigtet i den preussiske stats mindretalspolitik at integrere de dansksindede nordslesvigere som loyale statsborgere i det preussiske monarki. Politiets undertrykkelse rettede sig mest mod kritiske danske journalister og det danske møde- og foreningsliv samt de "optanter", som i henhold til fredstraktaten fra 1864 valgte dansk statsborgerskab for at unddrage sig værnepligt. Selve den danske nationalitet bekæmpede staten derimod næppe. Skolesprogsforordningen af 1871 indførte kun tyskundervisning i et omfang, som var nødvendigt for en tilværelse i det tyske samfund.

Fra slutningen af 1870-erne skærpedes imidlertid undertrykkelsen af de nationale mindretal. Den tyske nationalisme betragtede nu polakker og dansksindede nordslesvigere som "rigsfjender", der i løbet af en generation helst skulle blive tyskere såvel af sindelag som sprog. Den nye generation af embedsmænd var tilhængere af den tyske nationale ideologi og mere lydhøre for den nationalistiske presses krav om et hurtigere tempo i germaniseringen af de erobrede landsdele. I sin systematik og gennemtrængen af samfundslivet havde den preussiske assimilationspolitik over for polakker og danskere kun sin lige få steder i datidens Europa, men retssystemet satte dog visse grænser for vilkårligheden.

Den skærpede sproglige tvang over for de dansksindede nordslesvigere viste sig første gang i 1876 med indførelsen af tysk som eneste tilladte sprog i administrationen, om end med en længere overgangsperiode. I 1878 blev tysk indført som undervisningssprog i omtrent halvdelen af timerne i folkeskolen, og i 1888 blev det sidste skridt til skolens fortyskning taget med indførelsen af rent tysk skolesprog, bortset fra fire ugentlige religionstimer. Samme år lukkede myndighederne den sidste danske privatskole. Kirken var herefter det eneste sted i det officielle liv, hvor dansk stadig blev benyttet, men flere og flere tyske gudstjenester blev indført.

Lokale embedsmænd, der var ivrige for at fremme Nordslesvigs germanisering, oprettede i 1890 på initiativ af pastor C. J. Jacobsen i Skærbæk "Deutscher Verein für das nördliche Schleswig" ("Nordmarkverein") som en "fast organisation af rigstro elementer". Foreningens intentioner om et tysk kulturarbejde med bogsamlinger og foredragsmøder lykkedes kun til dels, men desto større blev foreningens bidrag til det wilhelminske Tysklands kejserkult og nationalistiske magtforherligelse. Krigerforeningerne fik betydelig udbredelse og arbejdede i samme retning. Denne nye hjemmetyskhed, der ideologisk ikke havde meget tilfælles med den ældre liberale slesvig-holstenisme, viste fra 1894 årligt sin styrke ved folkefesterne på Knivsbjerg.

På Skærbækegnen iværksatte pastor Jacobsen en række til dels temmelig vidtløftige egnsudviklingsprojekter, og på Røddingegnen tog lokale embedsmænd i 1891 med oprettelsen af "Ansiedlungsverein fürs westliche Nordschleswig" initiativ til en tysk kolonisering. Den preussiske stat involverede sig fra 1896 i den nationale kamp om jordressourcerne ved at opkøbe store gårde, som omdannedes til domænebrug, der kun blev bortforpagtet til tysksindede landmænd.

Disse initiativer førte dog ikke til Nordslesvigs hurtige germanisering, og fra slutningen af 1890'erne pressede lokale embedsmænd på for yderligere at skærpe undertrykkelsen af den danske bevægelse. Kejser Wilhelm 2., der frygtede en konspiration mellem de nærtbeslægtede kronede hoveder i England, Danmark og Rusland, tilskyndede samtidig den nye overpræsident E. M. von Köller til at føre en hårdere kurs. "Køllerpolitikken" begyndte i oktober 1898 med masseudvisninger af danske statsborgere, såvel tilvandrede tjenestefolk som bosiddende optanter. Landråden i Sønderborg forsøgte forgæves at true forældre med børn på skoler i Danmark til at kalde disse hjem, ellers ville landsbyens danske statsborgere blive udvist. Nordslesvigske dommere fratog i samme hensigt forældre opdragelsesretten til umyndige børn, hvad de højere retsinstanser dog underkendte. De danske foreninger blev bekæmpet. Den tyske Forening fik derimod tilskud fra overpræsidentens hemmelige dispositionsfond, der også støttede den tyske presse.

Den tyske Forening og højrepartierne ydede Køllerpolitikken begejstret støtte. Udvisningerne vakte dog ikke kun harme i Nordslesvig og Danmark, men også i udlandet og hos tyske liberale og socialdemokrater. Selv om danskheden led tab ved valgene, stod resultaterne ikke mål med indsatsen, og i 1901 forlod von Køller provinsen. Køllers efterfølger blev den farveløse bureaukrat von Wilmowski. Han gjorde over 1200 dansksindede, der i årene 1864-70 i kortere eller længere tid havde opholdt sig i Danmark, til danske statsborgere. Ved dette "optantmageri" blev de tvunget til politisk passivitet, og flere udvistes.

Skærpet preussisk mindretalspolitik og den nye hjemmetyskhed

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  

Ophævelsen af § 5 og den skærpede fortyskning krævede en langsigtet forsvarsstrategi for den danske identitet i Nordslesvig. Som hos polakker, irere, tjekker og andre undertrykte nationale mindretal blev en gennemgribende organisering den danske bevægelses vigtigste modtræk. Resultatet af germaniseringspolitikken blev således en national massemobilisering i Nordslesvig.

I 1880 stiftedes "Foreningen til det danske Sprogs Bevarelse i Nordslesvig" som kulturel hovedorganisation. "Sprogforeningen" oprettede danske bogsamlinger i sognene og udgav "Den Blaa Sangbog" med danske sange samt fra 1894 tillige "Sprogforeningens Almanak". Den politiske organisering trak derimod noget ud på grund af indre brydninger mellem tilhængerne af den traditionelle protestpolitik og tilhængerne af et dansk parlamentarisk arbejde i den preussiske landdag. Først 1888 lykkedes det at slå bro over modsætningerne. Den da 26-årige journalist H.P. Hanssen gennemførte oprettelsen af "Vælgerforeningen for Nordslesvig" og blev foreningens sekretær. I de kommende årtier befæstede H.P. Hanssen sin stilling i organisationerne, og han blev redaktør af avisen Heimdal, landdagsmand og rigsdagsmand. Som den første moderne mindretalsleder i den dansk-tyske grænseregion var han dog i stadig konkurrence med den konservative redaktør Jens Jessen fra "Flensborg Avis", der ønskede protestpolitikken på basis af § 5 fortsat.

I 1892 stiftede vestslesvigske gårdmænd "Den nordslesvigske Skoleforening", der indsamlede penge og ydede tilskud til unge fra mindrebemidlede hjem, så de i lighed med de bedrestillede danskeres børn kunne komme på efterskole, højskole eller landbrugsskole i Danmark. Skoleforeningen blev den største af de nationale foreninger.

Fra midten af 1880'erne oprettede de lokale nationale ledere mange steder danske foredragsforeninger, og fra begyndelsen af 1890'erne blev der taget fat på opførelsen af forsamlingshuse. Efter rigsdansk forbillede blev der her indført en helt ny mødeform med foredrag, oplæsning, fællessang fra "Den blaa Sangbog, småtaler og kaffebord. Forsamlingshusene blev også brugt til gymnastik. De blev centre for en folkelig dansk modkultur til embedsmændenes og borgerskabets tysknationale dannelse. Deltagernes identifikation med det moderne Danmark ændrede deres bevidsthed fra dansksindede slesvigere til danske sønderjyder.

De danske nordslesvigeres nationale organisationer blev båret og ledet af gårdmænd. Husmænd, håndværkere og handlende havde også betydning, mens arbejdere kun sjældent blev medlemmer. Derfor blev det afgørende for den danske bevægelses udvikling, at gårdmandsstanden i det svagt industrialiserede og urbaniserede Nordslesvig kunne beholde sin position som samfundets grundpille. Helt anderledes gik det i Flensborg, hvor industrialiseringen ikke alene betød en stærk tilvandring af arbejdskraft, men også skærpede de sociale modsætninger, så en socialistisk arbejderbevægelse opstod og i løbet af 1880'ernes anden halvdel erobrede arbejderstemmerne selv fra en populær dansksindet kandidat som rigsdagsmand Gustav Johannsen. Stemmerne fra den svindende og socialt klemte skare af danske småborgere var ikke nok til at sikre ham genvalg. Danskhedens nederlag i Flensborg skyldtes dog også, at de dansksindede her på grund af deres altovervejende tyske dagligsprog var særlig udsat for at blive assimileret.

Landbrug, industri, amtsbaner, stationsbyer og byudvikling

Af Gerret Liebing Schlaber, forsker ved Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, ph.d. og dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.

Efter indlemmelsen i Preussen blev Sønderjylland i stigende grad integreret i den stærkt voksende tyske økonomi baseret på industrialiseringen. Landsdelen selv var dog overordnet set et landbrugsområde, der leverede fødevarer til de store tyske befolkningscentre. Det sikrede landbruget gode kår, at det tyske hjemmemarked kunne aftage hele produktionen til priser, som blev holdt kunstigt oppe ved hjælp af toldbeskyttelse. Det betød samtidig, at processen hen imod et stadig mere intensivt landbrug ikke blev så vidtgående som i Danmark, hvor erhvervet var afhængig af afsætningen på et verdensmarked præget af fri konkurrence. Særlig i midtlandet og langs vestkysten vedblev hovedvægten at ligge på opfedningen af kvæg, hvad de gode græsningsmuligheder i marsken og i engene langs de store åløb gav oplagte muligheder for. Langs østkysten fik mælkeproduktionen og svineavlen derimod øget betydning, og her vandt korn og roer frem på markerne på bekostning af græsset. Andelsmejerierne fandt dog udbredelse overalt i landsdelen i stort set samme tempo som nord for Kongeåen. Landboforeningerne og deres dyrskuer, foredragsmøder og landbrugsblade fik ligeledes stor betydning for intensiveringen.
Udviklingen i landbruget kom ikke mindst de mellemstore landbrug til gode, og de sønderjyske gårdejere udbyggede deres position som landsdelens førende sociale lag - hvad navnlig den danske bevægelse nød godt af.

Industrialiseringen i Sønderjylland havde sit centrum i Flensborg, hvor skibsværftet blev den dominerende, store industrivirksomhed. Det betød øget befolkningstilvandring, der nærmest tredoblede byens befolkningstal fra 1864 til 1914. Under de skærpede sociale vilkår, som den stærke vækst førte med sig, sluttede byens arbejderbefolkning sig snart til socialdemokratiet. Det betød et afgørende nederlag for byens danske bevægelse, der svandt ind til et lille mindretal. Andre faktorer som de fleste dansksindede flensborgeres tyske modersmål virkede i samme retning, da først byen var kommet under tysk styre.

I købstæderne langs østkysten var der også tale om en industriel udvikling, som dog blev mindre gennemgribende end i Flensborg. Vestkystbyerne blev derimod kun i begrænset grad præget af industrialiseringen. På landet fandtes teglværksindustrien omkring Flensborg fjord, som gav arbejde til tusinder i sæsonen. Først og fremmest var grundlaget for landsdelens industri dog tilfredsstillelsen af landbrugets behov for maskiner og redskaber samt forarbejdningen af landbrugets afsætning bl.a. af mælk til mejerierne og byg til bryggerierne. Da kvæg og svin blev afsat sydpå i levende live, voksede slagterierne ikke så stærkt.
Afsætningen af fødevarer og importen af kunstgødning etc. krævede forbedrede transportmuligheder. En vigtig faktor for udbygningen af infrastrukturen var jernbanenettet. Allerede i 1864 var Sønderjylland forbundet med det europæiske net, da østbanen blev færdig. For at undgå dyrt byggeri i bakkelandet gik vejen dog udenom østkystbyerne, som i stedet blev forbundet med stikbaner. Det medførte, at hidtil ubetydelige steder som kancelligodset Vojens, værtshusene Rødekro og Padborg og kirkebyen Tinglev kunne vokse til store stationsbyer. I 1881-88 blev vestbanen indviet, og lidt efter lidt fulgte mange sidebaner. Hele Tysklands første jernbane under amtsligt styre var forbindelsen Flensborg-Lyksborg-Kappel (1885), som blev forbillede for amtsbanerne i de nordslesvigske amter. Da man havde tilsluttet alt for mange byer og derfor bygget for kurverigt, blev disse baner snart urentable, og den sidste nordslesvigske amtsbane forsvandt i 1939.
På grund af de mange af- og udvandringer voksede befolkningen i Sønderjylland kun meget langsomt. Kun Flensborg oplevede en stor tilvækst, efter byens erhvervsliv havde tilpasset sig til de nye økonomiske strukturer. De nord- og vestslesvigske byer havde længe ingen gunstige konjunkturer, først efter århundredskiftet gik det fremad. Især Sønderborg profiterede af militæret i kraft af den nye marinestation.

Arbejderbevægelsen, Indre Mission og afholdsbevægelsen

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  

Danskheden og tyskheden var ikke de eneste folkelige bevægelser, som fra de sidste årtier af 1800-tallet appellerede til sønderjyderne om tilslutning.

Arbejderbevægelsen vandt første gang frem i Sønderjylland omkring 1870, da det lykkedes Allgemeiner Deutscher Arbeiter-Verein (ADAV) at grundlægge afdelinger i de sønderjyske købstæder, først og fremmest i Flensborg (1868), senere og svagere i Aabenraa (1872), Sønderborg (1873), Haderslev (1873) og Tønder (før 1876). Da den tyske rigsdag i 1878 vedtog den såkaldte "socialistlov", der forbød arbejderbevægelsens organisationer, var foreningerne i de nordslesvigske købstæder dog allerede temmelig inaktive. Under socialistlovens 1878-90 var det kun i Flensborg, at arbejderbevægelsen kunne hævde sig - bl.a. ved illegal agitation, strejker, i sygekasserne og ved valgene - og på bekostning af den danske bevægelse. Fagforeningerne var ikke omfattet af socialistloven og vandt i reorganiseret skikkelse betydelig indflydelse i Flensborg, mens organiseringen blev mere spredt i det svagt industrialiserede Nordslesvig.

Ved århundredskiftet kom der igen liv i de socialdemokratiske partiforeninger i de andre sønderjyske købstæder: Haderslev (1897), Sønderborg (1898) og Aabenraa (1901). Noget egentligt gennembrud lykkedes dog stadig ikke uden for Flensborg. Det socialdemokratiske stemmetal ved rigsdagsvalgene steg, men andelen af stemmerne nåede i Nordslesvig før 1914 ikke over 6 %, i byerne ikke over 15 %; på landet holdt procenten sig under 4. Det skyldtes bl.a., at landarbejderne, landhåndværkerne og småbrugerne gennemgående var dansksindede og - modsat Flensborg - holdt sig til de danske kandidater. I 1911 stiftedes tilmed en "Dansk Arbejderforening for Nordslesvig", der dog kun fik nogle få hundrede medlemmer.

I den nationale kamp holdt socialdemokraterne klassemodsætningen mellem arbejdere og arbejdsgivere i hævd som den centrale samfundsmæssige konflikt, der for dem var vigtigere end de nationale modsætninger mellem dansk og tysk. Ligesom danskerne blev socialdemokraterne imidlertid anset som "rigsfjender" af de tyske myndigheder, og denne fælles udgrænsning af det tyske establishment gjorde ofte et dansk-socialdemokratisk samarbejde oplagt. Socialdemokratiet (SPD) fordømte hårdt Køllerpolitikken omkring århundredskiftet og støttede ved denne og andre lejligheder de danske rigs- og landdagsmænd. På SPD's slesvig-holstenske partidag i 1902 vedtog partiet tilmed en resolution, der principielt støttede de danske krav om selvbestemmelse i henhold til paragraf fem. Samtidig befandt SPD og den danske bevægelse sig i et konkurrenceforhold om arbejderstemmerne, som satte grænser for samarbejdet. Og i den sidste ende bidrog arbejderbevægelsen al solidaritet med de nationalt undertrykte danskere til trods til disses integration i det tyske samfund, eftersom bevægelsen også i Nordslesvig indgik i den overordnede tyske organisatoriske sammenhæng.

Som en befolkningsdel, der var trængt i defensiven af fortyskningspolitikken og det moderne samfunds integrerende kræfter måtte de dansksindede være betænkelige ved alle bevægelser, der overskred det nationale skel. Det gjaldt også de religiøse vækkelsesbevægelser. Siden begyndelsen af 1800-tallet var betydelige kredse blevet grebet af den religiøse vækkelse; det gjaldt især i den nordvestlige del. Fra 1860'erne blev denne vækkelse delt i to retninger. Den grundtvigske retning omkring højskolen i Rødding (så længe den fik lov at eksistere) og frimenighederne i Rødding og Bovlund fra henholdsvis 1874 og 1879 engagerede sig i den danske nationale kamp. Den hentede inspiration i den danske højskolebevægelse og formåede at etablere frimenigheder bl.a. i Vestslesvig og Sundeved samt Haderslev og Aabenraa.
Langt større udbredelse opnåede imidlertid den anden retning, den nordslesvigske Indre Mission, som ligeledes havde sit forbillede nord for Kongeåen, men som til gengæld længe forsøgte at holde distance til den nationale kamp. Efter forløberne "Kirkelig Forening for Guds Riges Fremme i Slesvig" fra 1868 og "Evangelisk-luthersk Missionsforening for Nordslesvig" fra 1875 oprettedes i 1886 "Kirkelig Forening for Indre Mission i Nordslesvig", der frem til 1912 var den vigtigste kirkelige lægmandsorganisation. Foreningens førende personlighed i denne periode var pastor Hans Tonnesen i Hoptrup. Indre Mission ønskede at samle såvel tysk- og dansksindede om "det ene fornødne" kristne budskab, og dette lykkedes gennem flere årtier. Bevægelsen var i disse år præget af en stærk vækst med talrige missionshuse, det udbredte missionsblad "Sædekornet" og utallige møder og forsamlinger. Mange steder i det nordslesvigske midtland havde Indre Mission et stærkere greb i befolkningen end den danske og tyske bevægelse, som fra hver sin side forsøgte at vinde indflydelse på missionen.

Mens pastor Tonnesen efter århundredskiftet under indflydelse fra den moderne teologi talte for et større samfundsengagement i Indre Mission, herunder for dens aktive medvirken til en fredeliggørelse af den nationale konflikt, forlangte stærke konservative kredse en fortsat koncentration om det rent religiøse og en fornægtelse af "verden". I 1912 førte dette til en fraspaltning af sidstnævnte, der opbyggede den betydelige konkurrerende organisation "Det Gamle Budskabs Indre Mission", mens Tonnesens tilhængere, tysk- såvel som dansksindede, forblev i "Kirkelig Forening". Bruddet var i første række bestemt af teologiske modsætninger, men det nationale problem gjorde sig gældende på den måde, at "Det gamle Budskab" samlede dem, der for enhver pris ville være nationalt tilbageholdende, mens "Kirkelig Forening" rummede aktivister såvel på dansk som tysk side - sidstnævnte med sympati for den liberale "Fredsforening".

I begge retninger af Indre Mission fordømte man ugudelige "mellemting" som kortspil og druk, dans og hor. Modstanden mod alkoholen fik imidlertid også sin egen folkelige bevægelse - afholdsbevægelsen. Også den fik betydelig tilslutning i Sønderjylland. I 1883 stiftedes den første afholdsloge med det passende navn "Pioneren" i Haderslev. Den tilhørte den internationale "Independent Order of Good Templars" (I. O. G. T.), men var som den grundtvigske og indremissionske bevægelse kommet til landsdelen fra Danmark. Allerede ved årsskiftet 1887/88 var bevægelsen så stærk, at der kunne stiftes en nordslesvigsk storloge - den første i Tyskland, men med dansk forretningssprog. I. O. G. T.-storlogen fik straks sit eget blad. I 1910 var der 88 lokale loger under storlogen.

Men også i afholdsbevægelsen var der forskellige retninger. I 1893 blev "Nordslesvigsk Afholdsforening" stiftet. Den tillod medlemmerne at drikke øl med lav alkoholprocent. Denne forening udgav også sit eget blad og havde tætte forbindelser til Danmark, men opnåede med knap 40 foreninger ikke den samme størrelse som I. O. G. T. "Nordslesvigsk Afholdsforening" havde en stærk dansknational ledelse.

Begge afholdsretninger virkede for medlemmernes afholdenhed via afholdsløfter,men forsøgte også at fortrænge alkoholen fra det offentlige liv gennem kampagner mod afholdsbevillinger til kroer og værtshuse og mod udskænkning på jernbanestationer etc.

Første Verdenskrig 1914-1918

Af Inge Adriansen, museumsinspektør, Sønderborg Slots Museum

Se også Første Verdenskrig - set fra Sønderjylland med links til kildetekster.
Hele Sønderjylland var en del af Det tyske Kejserrige og måtte derfor som alle andre tyske områder deltage aktivt i Første Verdenskrig. Den 31. juli 1914 blev Tyskland erklæret i krigstilstand. Alle krigsduelige mænd i alderen 18-44 år skulle møde på kasernerne den 2. august, og herfra blev de efter en uges træning sendt ud til fronterne.
Skellet mellem dansksindede og tysksindede nordslesvigere blev meget tydeligt ved mobiliseringen. Krigens udbrud blev modtaget med fortrøstning, undertiden begejstring af de tysksindede slesvigere, der drog til fronten i fast overbevisning om en hurtig tysk sejr og om hjemkomst fra fronten allerede før jul. For de dansksindede var det ikke blot en tung pligt, for mange af dem føltes det tragisk at blive indrulleret i en hær, som man ønskede nederlag for. Foråret og sommeren 1914 havde været præget af en tysk propagandaoffensiv rettet mod de danske organisationer, og den var blevet efterfulgt af mødeforbud, skærpet pressecensur og udvisninger. Det gjorde det bestemt ikke bedre, at en række førende dansksindede sønderjyder, heriblandt rigsdagsmand H.P. Hanssen, blev arresteret umiddelbart ved krigens udbrud, fordi militæret og de civile myndigheder - ganske ubegrundet - tvivlede på deres statsborgerlige loyalitet. Det var umuligt for dansksindede at ønske sejr for en stat, der behandlede sine statsborgere således. I løbet af krigen, der kom til at vare over fire år, opstod der ofte et våbenbrødre-fællesskab mellem dansk- og de tysksindede soldater. Begge parter ønskede at bevare liv og lemmer, længtes efter familien og hjemstavnen og håbede på fred.
Også kvindernes livsvilkår blev ændret på afgørende vis under krigen. De måtte forsøge at udføre mændenes arbejde i landbrug, håndværk, industri, på kontorer og i butikker. Blandt soldaterne var et meget stort antal forsørgere, og deres koner var nu alene om ansvaret for hjemmet, børnenes opdragelse og måske den fælles bedrift. Hertil kom, at kvinderne måtte gå i konstant frygt for deres mand, sønner og brødre ved fronten.
Allerede i august 1914 blev der taget et stort antal allierede krigsfanger både på Østfronten og Vestfronten. Soldater blev anbragt i interimistiske fangelejre, da myndigheder troede, at det var en lynkrig, der hurtigt kunne afsluttedes. Men sidst på året 1914 var det klart, at det blev tale om en langvarig krig, måske en flerårig styrkeprøve, hvis udfald ville afhænge af de enkelte staters ressourcer i industrien og i landbruget. Mange krigsfanger blev derfor anvendt som gratis arbejdskraft til erstatning af de indkaldte tyske soldater.
Til det nuværende Sønderjylland kom der omkring 7.000 krigsfanger som fremmedarbejdere, og hovedparten af disse var russere, men der var også englændere, franskmænd, italienere, rumænere m.v. I første omgang blev krigsfangerne anbragt i centralt beliggende fangelejre og bragt ud til gårdene på arbejde, senere kom de til at bo hos de enkelte familier, hvor de arbejdede. Det store antal fremmede soldater, der tilmed var statens fjender, gled forbavsende godt ind i det daglige arbejde, og der var kun ganske få voldelige episoder.
Fødevaremanglen blev mærkbar allerede fra 1915, og der indførtes rationeringer med brødmærker og mælkemærker. Især i byerne var det småt med levnedsmidler, og de tyske myndighederne forsøgte ihærdigt at fordele de begrænsede midler på en socialt retfærdig vis. Der blev indført maksimalpriser på de vigtigste fødevarer og oprettet folkekøkkener til bespisning af børn fra fattige hjem. Både private borgere og organisationer som Fælles-Landboforeningen for Nordslesvig dannede komiteer, der søgte at afhjælpe den værste nød. I dette store hjælpearbejde blev der ikke skelnet mellem dansk eller tysk.
I 1916 blev der opført et forsvarsanlæg tværs over Sønderjylland fra Lillebælt til Vesterhavet. Denne såkaldte Sicherungsstellung Nord skulle bruges til imødegåelse af en engelsk landgang i Esbjerg i det neutrale Danmark og herfra en engelsk invasion i Tyskland. Det var en meget stærk befæstningslinje, der bestod af to skyttegravskæder med over 800 betonkonstruktioner. Den var udbygget med veje, betonbroer, militære jernbaner og signal- og radiostationer. Den var bemandet lige til krigens afslutning, men uden at komme i anvendelse. Sicherungsstellung Nord blev fjernet i løbet af 1920'erne, da man ikke kunne have en befæstning af denne art liggende i Danmark - med fronten vendt mod nord.
Værnepligt og krigsdeltagelse hvilede lige tungt på de dansk- og på tysksindede sønderjyder. Krigens brutale virkelighed var ens og rummede altid risikoen for at, at man blev ramt af en kugle eller granat. En række soldater valgte derfor under deres orlov at forsøge at flygte til det neutrale Danmark. Dette bevirkede, at de tyske myndighederne blev meget karrige med tildeling af orlov til dansksindede soldater, og dette førte til stor bitterhed i mange hjem. Hos andre fremmede det lysten til at forsøg faneflugt. I alt lykkedes det for omkring 2.400 soldater at flygte til Danmark, for manges vedkommende efter svære overvejelser, da myndigheder foretog repressalier overfor soldaternes efterladte familier.
Trods myndighedernes forsøg på at sikre fødevarer og brændsel til alle, blev det i stigende grad et problem på samfundets dårligst stillede at klare sig, først og fremmest arbejderfamilier i byerne og på landet havde meget vanskelige kår. Derfor kom der fra 1917 social uro med kvindedemonstrationer overfor myndighederne og talrige klagesager. Mange mente, at landbrugsområdet Nordslesvig blev tvunget til at aflevere alt for mange fødevarer til store tyske byer som Hamborg. Selvom situationen her var langt alvorligere, føltes det alligevel urimeligt for mange, at der skulle sendes fødevarer sydpå, når mange nordslesvigske familier sultede i en vis grad.
I efteråret 1918 var Det tyske Kejserriges ressourcer ved at være opbrugte. En sidste, næsten desperat offensiv på Vestfronten var slået fejl, og i september opfordrede den tyske overkommando regeringen til at indlede fredsforhandlinger. Imidlertid trak det ud, og krigen endte først, da der udbrød revolution i november 1918. De krigstrætte tyske soldater sagde stop, og de blev bakket op af de dårligst stillede i det civile tyske samfund. Den 11. november 1918 blev der gået våbenstilstand - krigen havde da varet i fire år og 2½ måned. Dens følger var næsten uoverskuelige både på kort og på langt sigt.
I alt havde der været indkaldt omkring 30.000 mand fra det nuværende Nordslesvig (=Sønderjyllands amt), og af disse faldt omkring 5.200. De faldne efterlod sig cirka 1.500 enker og 5.000 faderløse børn. Endvidere var der i landsdelen efter 1920 omkring 7.000 invalider og krigsbeskadigede. Der var ikke blot fysiske følger af krigen, men også mentale. De oplevelser, som soldaterne havde haft i skyttegravene under krigen, kom til at præge mange af dem for livstid.

Fra danskorienterede slesvigere til danske sønderjyder

Af Martin Klatt, adjunkt, mag.art. ved Institut for Grænseregionsforskning

I oktober 1918 dannedes i kølvandet på den tyske revolution, der også i Sønderjylland førte til oprettelsen af lokale arbejder- og soldaterråd, en demokratisk regering i Tyskland for at søge fred hos de allierede på grundlag af den amerikanske præsident Wilsons 14 Punkts Program, som blandt andet indeholdt folkenes selvbestemmelsesret. Det sønderjyske rigsdagsmedlem H.P. Hanssen udnyttede straks situationen ved også at kræve selvbestemmelsesretten anvendt på Nordslesvig; og han fik på baggrund af en tale i rigsdagen den 23. oktober 1918 den tyske socialdemokratiske udenrigsminister Solfs tilsagn om, at den nye tyske regering var villig til at indrømme de danske sønderjyder en afstemning om Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark.

Afstemningen og Genforeningen
I november 1918 vedtog den nordslesvigske vælgerforenings bestyrelse den såkaldte Aabenraa-resolution på Folkehjem i Aabenraa at kræve den såkaldte Clausen-linie som fremtidig grænse. Denne linje, der er identisk med den nuværende dansk-tyske grænse, blev omkring århundredskiftet trukket af den danske historiker og sprogforsker H.V. Clausen. Den afgrænsede det område, som efter Clausens mening kunne indlemmes og assimileres i en dansk nationalstat. H.P. Hanssen var den førende talsmand for denne grænselinje. Aabenraa-resolutionen krævede det sønderjyske spørgsmål løst ved en folkeafstemning. Der skulle finde en-bloc afstemning sted i området mellem Clausen-linien og 1864-grænsen; tilstødende distrikter i Mellemslesvig skulle ligeledes indrømmes en afstemning, hvis den lokale befolkning ønskede det.
På anmodning fra H.P. Hanssen henvendte den danske sig efter mødet på Folkehjem til de allierede magter for at sikre Nordslesvig-spørgsmålets behandling under fredsforhandlingerne. Regeringen og flertallet i den danske rigsdag var enig i Aabenraa-resolutionens indhold. På trods af modstand fra ejderdanske og flensborgske kredse blev Aabenraa-resolutionen derfor i sidste ende grundlaget for den endelige afstemning.
Bortset fra socialdemokraterne stod de tyske kredse (Deutscher Ausschuss für das Herzogtum Schleswig) afvisende for enhver deling af Slesvig. De fik imidlertid ingen indflydelse på afstemningsreglerne, som var en del af Versailles-fredstraktaten.
Afstemningen foregik i to zoner. 1. Zone omfattede Sønderjylland ned til Clausen-linien; anden zone bestod af Flensborg by og en stribe af sogne omkring Flensborg, den nordlige del af midtlandet og de nordlige frisiske øer. En midlertidigt planlagte tredje zone blev slettet efter indsigelse af den danske regering. I første zone blev der stemt en-bloc, mens stemmetallene i 2. Zone blev talt sognevis for at muliggøre grænsekorrekturer mod syd. På trods af stor valgpropaganda kom afstemningsresultatet til at bekræfte H.V. Clausens sindelagsgrænse: I første zone var den 10. februar 1920 74,9 % af stemmerne for Danmark, i 2. zone den 14. marts 1920 80,2 % af stemmerne for Tyskland. Der var dog tyske flertal i Højer, Tønder, Aabenraa og Sønderborg, som alligevel kom til Danmark på grund af en-bloc-princippet, hvilket tyskerne opfattede som uretfærdighed. De tyske flertal i Aabenraa og Sønderborg var dog knebne.

Det slesvigske spørgsmål blev ikke endelig løst med afstemningen. Hverken Tyskland eller det tyske mindretal anerkendte Clausen-linien som grænse, kun det danske og det tyske socialdemokrati indgik i 1923 en aftale, hvor man accepterede Clausen-linien som retfærdig grænse. Den danske regering gik uanset politisk observans ind for den nye grænse, men i nogle kredse af befolkningen fastholdt man ønsket om en sydligere grænse.
I maj 1920 indførtes kronemønten i første zone, og den 15. juni 1920 blev suveræniteten over Sønderjylland overdraget til Danmark. Den 10. juli red kong Christian 10. over den slettede grænse nord for Christiansfeld, og den 11. juli blev Genforeningen officielt fejret på Dybbøl Banke.


Sønderjyllands historie 1920-1945

Sønderjyllands integration i Danmark
Sydslesvig fra Weimarrepublik til nazidiktatur
Mindretallene nord og syd for grænsen 1920-1945
Landbrug, krise, bevægelser og jordkamp
Nazismen og grænsen 1933-1939
Besættelse, sindelagskamp og modstand 1940-1945

Sønderjyllands integration i Danmark  

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  

Ved genforeningen med Danmark i 1920 fik det indlemmede område officielt betegnelsen "De sønderjydske Landsdele". Efterhånden blev dette kunstige navn dog fortrængt af det mere ligefremme "Sønderjylland", skønt denne benævnelse historisk set også omfattede Sydslesvig.
I 1920 var det målet, at landsdelen hurtigst muligt skulle gå fuldstændig op i den danske stat, således at Kongeågrænsen blev slettet fuldt og helt. Dansk administration og lovgivning blev derfor i det omfang, det var muligt, straks indført i det indlemmede område. Nogle overgangsordninger var dog nødvendige, men de er siden blevet afviklet. Fra den tyske tid har sønderjyderne dog beholdt den verdslige personregistrering og har derfor både en dåbsattest og en fødselsattest.
Landsdelens fulde integration i Danmark forudsatte ligeledes befolkningens integration i det danske politiske system og deling efter danske partilinier. De danske sønderjyder havde i deres politiske arbejde i årene 1864-1920 organiseret sig som en national bevægelse og ikke som et politisk parti. De politiske valg var blevet brugt som nationale manifestationer - en lejlighed til at vedkende sig sin danske identitet. Efter 1920 skulle nordslesvigerne finde deres partipolitiske ståsted. Vanskelighederne ved denne proces viste sig særligt ved de første valg til det danske Folketing, hvor stemmeprocenten lå væsentlig under det dansk landsgennemsnit. I løbet af perioden steg valgdeltagelsen imidlertid, og den nordslesvigske befolkning fandt sig til rette i det danske politiske system.
Integrationen i det danske politiske system var en særlig udfordring for Socialdemokratiet. Dette parti var det eneste, som også før 1920 havde virket i Sønderjylland, men som en del af den tyske socialdemokratiske bevægelse. Partiets organisation i landsdelen var derfor endnu i 1920 tyskorienteret, men accepterede indlemmelsen i den danske arbejderbevægelse. Denne integration blev fremmet ved, at den danske partiledelse sendte J. P. Nielsen til landsdelen som partiets repræsentant. J. P. Nielsen tilhørte det danske socialdemokratis internationalistiske fløj og var tyskkyndig. I forvejen havde han et godt ry blandt tyske socialdemokrater, fordi han under tilnavnet "Der Kindervater" havde organiseret tyske arbejderbørns ferieophold i Danmark under krigen. I løbet af perioden voksede Socialdemokratiets tilslutning i landsdelen, og partiets præg og ry som et tysk parti forsvandt.
Dansk samfundsliv og kultur havde i årene 1864-1920 gennemgået en rivende udvikling, som sønderjyderne havde været på afstand af. Særlig i området ned mod den nye grænse - den såkaldt "truede firkant" - var kendskabet til denne udvikling mangelfuldt. Her blev der straks efter 1920 indledt en offensiv for det folkelige arbejde med talrige foreningsgrundlæggelser og forsamlingshusbygning. De mange nye danske lærere fik her en særlig betydning, men den danske folkeskole blev generelt i landsdelen betegnet som "genforeningens bedste gave".
På det økonomiske område stod landsdelens hovederhverv, landbruget, overfor en stor omstillingsproces. I den tyske tid havde det sønderjyske landbrug produceret til et beskyttet tysk hjemmemarked. Store landområder var udlagt som græsningsarealer for kødkvægsproduktionen. De sønderjyske brug var gennemgående større end de danske og havde en dårligere jordfordeling. Dansk landbrug var derimod baseret på det intensive mejeribrug og på svineproduktion til eksportmarkeder. Efter 1920 måtte de sønderjyske landmænd tilpasse sig de nye afsætningsvilkår. Ved genforeningen kom den danske stat til at eje store landområder i landsdelen, dels ved overtagelse af den preussiske stats domænegårde, dels ved køb af de augustenborgske og andre godser i begyndelsen af 1920'erne. Dette muliggjorde en udstykning til et stort antal nye husbrug. I alt blev der i mellemkrigstiden med statsstøtte skabt ca. 1840 nye brug ved udstykning.

Sydslesvig fra Weimarrepublik til nazidiktatur

Af Martin Klatt, adjunkt, mag.art ved Institut for Grænseregionsforskning
Demokratiet i Sydslesvig stod allerede kort efter dets indførelse i 1918 overfor problemer, der snart viste sig at have en negativ effekt på det nye folkestyres udvikling. En stor del af befolkningen tog aldrig demokratiet til sig, men længtes mod kejserdømmet. Den politiske og økonomiske udvikling førte endnu flere væk fra demokratiet.
Republikken blev indført samtidigt med, at den store modstand i befolkningen mod Versailles-fredstraktaten vågnede. I Sydslesvig blev denne modstand koblet sammen med modstanden mod den kommende folkeafstemning og delingen af Slesvig. Den politiske reaktion var en fornyet borgfred mellem de politiske partier, der dannede en national front mod Versailles og voldtægten af Nordslesvigs tyske befolkning. Kravet om en grænserevision helt op til Kongeåen blev opretholdt hos de lokale myndigheder og politikere.
De økonomiske kriser i 1920'erne forværrede forholdene. Som tak for tysk trofasthed (Deutsche Treue) blev der gennemført store offentlige investeringer i Sydslesvig: nye jernbaner, veje, skoler og en frihavn i Flensborg. Investeringerne førte imidlertid ikke til den forventede økonomiske vækst. Især Flensborg-regionen havde svært ved at udligne tabet af det nordslesvigske opland. Landbrugskrisen i 1920'erne berørte også Sydslesvig og førte til en radikalisering af landbefolkningen i den konservative og nationalistiske Landvolk-bevægelse. Grobunden for nazismen var dermed skabt især i landdistrikterne.
De demokratiske partier - Socialdemokratiet (SPD), Det tyske demokratiske parti (DDP) og Det tyske folkeparti (DVP) - mistede allerede ved rigsdagsvalget i maj 1924 flertallet i forhold til de anti-demokratiske partier - især Det tysknationale Folkeparti (DNVP) på højrefløjen og kommunisterne (KPD) på venstrefløjen. Et knapt demokratisk flertal kunne holdes ved december-valget i 1924 og i 1928, men rigsdagsvalgene i 1930 og 1932 betød de nationalistiske partiers gennembrud. Især i landdistrikterne kunne nazisterne (NSDAP) ved Weimar-republikkens sidste frie valg opnå op mod 70-80% af stemmerne. Og i provinsen som helhed erobrede nazisterne alene det absolutte flertal i juli 1932.

Mindretallene nord og syd for grænsen 1920-1945  

Af René Rasmussen, forsker, cand. mag., Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotel for Sydslesvig, Flensborg.

Grænsedragningen i 1920 efterlod mindretal på begge sider af den nye dansk-tyske grænse. Nord for grænsen et tysk mindretal på hen ved 25.000 mennesker, syd for grænsen et dansk mindretal på 8-10.000 mennesker.
Den danske regering havde med bred opbakning i rigsdagen straks i 1920 anlagt en liberal behandling af det tyske mindretal. Man ville demonstrere, at det demokratiske Danmark kunne behandle et nationalt mindretal bedre end det wilhelminske Tyskland. Tillige håbede man på ved eksemplets magt at opnå tilsvarende gode forhold for det danske mindretal i Sydslesvig. Og så ville man undgå, at mindretallets stærke fædreland fik nogen berettiget anledning til klage og utilfredshed.
Det tyske mindretal var jævnt fordelt over Nordslesvig med tyngdepunkt i Tønder amt og den sydlige og vestlige del af Aabenraa amt. Det blev straks fra 1920 ret grundigt organiseret med skoler, børnehaver, biblioteker, kirker etc. inden for de rammer, den danske lovgivning angav. Da den danske regering anså den eksisterende danske lovgivning og liberale administrative praksis som tilstrækkelig garanti for mindretallets rettigheder, blev der ikke vedtaget egentlige mindretalslove. F.eks. de tyske privatskoler blev oprettet efter den almindelige lov om friskoler med samme adgang til statsstøtte.
Det tyske mindretal, hvis ønske var fuldstændig kulturel autonomi, kunne ikke tilfredsstilles helt af disse rettigheder. Mindretallet ønskede sit eget gymnasium. Dette krav blev opfyldt i 1929. På folkeskolens område foretrak mindretallet privatskoler frem for de kommunale tyske skoler/skoleafdelinger, eftersom privatskoler muliggjorde helt fri lærerudnævnelse og undervisning i overensstemmelse med tysk kultur, tænkemåde og verdensanskuelse. Navnlig efter 1933 skød der mange tyske privatskoler op over hele Nordslesvig, og det tyske arbejde syntes i det hele taget i vækst, indtil det stagnerede og vendte fra midt i krigen 1939-45.
Mindretallet, der var politisk organiseret i Slesvigsk Vælgerforening og Slesvigsk Parti, anerkendte ikke den nye grænse, men erklærede det som sit fremmeste mål at få gennemført en revision. Mindretallets relativt beskedne andel af stemmerne ved folketingsvalgene mellem 1920 og 1939 - mellem ca. 13-16% - lod formode, at dette mål havde lange udsigter, men i enkelte sogne samt i Tønder og Højer, stod mindretallet dog betydeligt stærkere, til dels med flertal. Imidlertid lod mindretalsledelsen, i perioden 1920-1939 personificeret ved pastor Johannes Schmidt-Vodder, sig ikke aftvinge konkrete bud på, hvor omfattende grænserevisionen skulle være. Dette skete af taktiske grunde: For det første for ikke at skabe indre splid ved at udelukke nogen fra en genforening med Tyskland, før det blev nødvendigt; for det andet for ikke at skræmme mere moderate eller potentielle nye medlemmer af mindretallet væk; og for det tredje for ikke at risikere at lægge sig fast på mindre, end man i en heldig situation måske ville kunne opnå. Endelig nærede pastor Johs. Schmidt forestillinger om engang i fremtiden at kunne drage hele Danmark ind i et politisk og økonomisk fællesskab med Tyskland, der efter Schmidts mening ville blive den ledende magt i Europa.
Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 medførte, at mindretallet, trods nogen indre modstand i begyndelsen, de følgende år blev nazificeret og ensrettet i partiet NSDAP-N(ordschleswig), fra 1935 under ledelse af dyrlæge Jens Møller, der i 1939 også afløste Schmidt-Vodder som mindretallets folketingsmand. Nazificeringen af mindretallet medførte en radikalisering af både krav og adfærd, og fra slesvig-holstensk side blev denne linje understøttet. Rigsregeringen i Berlin holdt dog - først og fremmest af udenrigspolitiske grunde - hedsporerne i grænselandet tilbage.
Det danske mindretal i Sydslesvig anerkendte, efter at et forsøg på at opnå en internationalisering af Flensborg var strandet i maj 1920, den nye grænsedragning. Man organiserede sig i Den slesvigske Forening - bemærk at begge nationale mindretal anvendte betegnelsen Slesvig, som formodedes at øve tiltrækning på nationalt indifferente - med redaktør af Flensborg Avis, Ernst Christiansen, som ledende kraft.
De første år af 1920'erne var præget af nogen bitterhed over den danske regerings og det danske folks - som man så det - svigt under grænsekampen, men dernæst vandt en forsoningslinje frem. Selvom grænsen blev anerkendt, levede drømmen om at grænsen engang med tiden ville blive flyttet sydpå videre. Men den forblev uudtalt og antog ikke karakter af et krav, som det med modsat fortegn skete på tysk side. Drømmen knyttede sig til en forestilling om, at alle Slesvigs oprindelige indbyggere i grunden var danske, og at det blot gjaldt om at overbevise dem herom. Dette havde, erkendte man, dog lange udsigter, selvom der tilsyneladende havde været et vist nationalt opbrud i befolkningen under inflationskrisen i 1922-23. Efter 1924 gik det imidlertid tilbage for mindretallet ved hvert eneste valg, og for det danske mindretal handlede det snart om at holde sammen på flokken og forhindre, at den svandt ind til ingenting.
Navnlig efter 1933 var mindretallet under konstant pres fra myndighedernes og partiets side, og det svandt ind til under krigen kun at omfatte den allermest trofaste - og økonomisk mindre afhængige - kerne på en 4-5.000 mennesker, hovedsagligt koncentreret i Flensborg.
Ifølge Weimarforfatningens artikel 113 måtte fremmedsprogede folkedele i riget ikke ved lovgivning og forvaltning underkastes indskrænkninger i deres frie, folkelige udvikling, i særlig grad ikke i brugen af deres modersmål i undervisning, forvaltning og retspleje. På tilsvarende vis hed det i den preussiske forfatnings artikel 73, at provinsiallanddagene ved provinsiallovgivning ved siden af det tyske sprog kunne tillade et andet undervisningssprog for fremmedsprogede folkedele. I Slesvig-Holsten forsøgte man sig imidlertid med en model, der både kunne begrænse adgangen til dansksprogede skoler mest muligt og samtidig understøtte det tyske mindretals krav om større indflydelse på skolerne. Det var ikke nogen let sag. Bystyret i Flensborg havde ganske vist forud for afstemningen 1920 lovet at oprette en dansk kommuneskole, men da først afstemningen havde draget den nye grænse, gik alle bestræbelser ud på at indskrænke elevtallet mest muligt ved at lade anmeldte elever gennemgå en sprogprøve, før de kunne optages i dansk skole. Dertil kom krav om, at forældrene skulle dokumentere dansk afstamning. Alternativet, at lade mindretallet oprette private folkeskoler, blev nægtet.
I de følgende år løb det danske mindretal konstant ind i indskrænkninger og chikane på skoleområdet. Først med den forandrede tyske udenrigs- og mindretalspolitik fra 1926, på et tidspunkt, da Tyskland stod foran optagelse i Folkeforbundet, kom der på trods af slesvig-holstenske protester skred i tingene, nemlig med udstedelsen af den preussiske mindretalsskoleordning af 13. februar1926, der i praksis var en indskrænket udgave af den danske ordning i Nordslesvig fra juni 1920. Den 31. december 1928 udstedtes af udenrigspolitiske hensyn langt om længe en ny preussisk skoleforordning, der lod afstamningskriteriet falde og indførte det fra lokal tysk side forkætrede sindelagsprincip. Den gav også mulighed for oprettelsen af skoler længere syd på i landsdelen.
Også på det kirkelige område havde det danske mindretal i Sydslesvig forventninger i henhold til Weimarforfatningens artikel 113. Fra landskirkelig side foranstaltedes ganske vist i Flensborg hver anden søndag en dansk prædiken i Helligåndskirken, men mindretallets ønsker gik i retning af en dansk prædiken hver søndag, forrettet af en dansk præst. Derfor grundlagde man den 13. maj 1921 i Flensborg en egen dansk frimenighed udenfor landskirken, underlagt Dansk Kirke i Udlandet.
Det danske mindretal fik allerede 1920 garanteret en række nationale rettigheder, der med skoleforordningerne blev udvidet betragteligt i sidste halvdel af 1920'erne. Det lod sig i modsætning til tiden før 1920 gøre at leve et danske liv fra vugge til grav indenfor det tyske riges grænser.
For det danske mindretal betød nazisternes magtovertagelse i 1933 stor usikkerhed om dets fremtid. Selvom mindretallets rettigheder ikke blev krænket officielt, førte de lokale myndigheder en aggressiv politik mod især de svage medlemmer i mindretallet. Der var flere tilfælde af afskedigelser fra offentlige arbejdspladser eller nægtelse af sociale ydelser på grund af såkaldt nationale upålidelighed. Samfundets indretning efter den nationalsocialistiske ideologi betød desuden en vis udgrænsning af mindretallet i det daglige liv. Dansk skolegang og dansk kirkeliv bestod imidlertid fortsat og blev nu fristeder for den totalitære stats mange krav til individet. Det danske mindretal nød i det hele taget - sammenlignet med andre nationale, religiøse eller politiske mindretal i Hitlers Tyskland - en særstatus. Selv under krigen udkom Flensborg Avis som det eneste, ikke nationalsocialistiske dagblad i Tyskland. Godt 300 danske sydslesvigere faldt under Anden Verdenskrig i tysk krigstjeneste.

Landbrugskrise - krisebevægelser - jordkamp  

Af dr. phil. Hans Schultz Hansen, arkivar og forskningsleder ved Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenraa.  

Ved midten af 1920'erne blev den danske landbrugseksport hårdt ramt af kronekursens hovedkulse stigning efter genindførelsen af førkrigstidens "ærlige krone" til parikurs. Krisen gik især ud over det sønderjyske landbrug, som i forvejen var svækket af den første verdenskrigs nedslidning og desuden stod midt i omstillingsprocessen til danske produktionsformer. Antallet af tvangsauktioner steg. Krisen fremkaldte en særlig nordslesvigsk Selvstyrebevægelse under ledelse af gårdejer Cornelius Petersen fra Vester Anflod ved Møgeltønder. Bevægelsen rettede en voldsom kritik af det danske styre og politiske system og skabte en del sensation med opsigtsvækkende aktioner, bl.a. ved at oprette et bevæbnet "bondeværn" og trykke særlige sønderjyske pengesedler! Cornelius Petersen drømte om at genindføre fortidens bondeselvstyre fra Ejdersted og om at genoprette Slesvig som et selvstændigt hertugdømme. Ved folketingsvalget i december 1926 fik Selvstyrebevægelsen imidlertid kun 3,2 % af stemmerne, og i løbet af 1927 ebbede den ud.
Derimod gav folketingsvalget i 1926 fremgang til det tyske mindretals Slesvigsk Parti. Den tyske mindretalsleder, pastor Johannes Schmidt-Vodder, tog dette som udtryk for danskhedens svigtende tiltrækningskraft. Han forsøgte derfor at grundlægge en ny krisebevægelse, hvor bønder af både dansk og tysk sindelag skulle samles. Udadtil skulle den være nationalpolitisk neutral, men ledes af den tysksindede gårdejer H.C. Lei med pastor Schmidt-Vodder som bagmand. I sit program byggede Samlingsbevægelsen bl.a. videre på Selvstyrebevægelsens krav om slesvigsk selvforvaltning. Den tyske plan blev imidlertid gennemskuet, og Samlingsbevægelsen blev også en politisk fiasko. Ved landstingsvalget i september 1928 fik den kun 2,2 % af stemmerne, og snart bedredes tiderne for det sønderjyske landbrug.
Under landbrugskrisen arbejdede pastor Schmidt-Vodder tillige for oprettelsen af en tysk kreditinstitution for Nordslesvig, som skulle støtte de hjemmetyske gårdmænd og vinde de nationalt indifferente for tyskheden. Med oprettelsen af Kreditanstalt Vogelgesang i efteråret 1926 blev der påbegyndt en omfattende udlånsvirksomhed hovedsagelig på grundlag af rigstysk kapital. Da det viste sig umuligt at få solgt de ikke så få gårde, som kreditanstalten måtte overtage på tvangsauktioner fra tyske landmænd, oprettedes i 1929 et særligt Höfeverwaltungsgesellschaft, der stod for bortforpagtning af ejendommene til tysksindede landmænd. På dansk side gav den tyske offensiv i jordkampen anledning til alvorlig bekymring, navnlig i den såkaldte "truede firkant", men den fremkaldte også vilje til handling og brobygning over grænsestridens kløfter og resulterede i januar 1927 i oprettelsen af kreditinstitutionen Landeværnet. Imidlertid ændrede den skærpede kamp om landbrugsjorden kun lidt ved den nationale balance.
Efter et par gode år 1928-30 fik de sønderjyske landmænd på ny tiderne imod sig under 1930'ernes krise, der blev langt alvorligere end krisen i midten af 1920'erne. Et endnu større antal gårde kom under hammeren. I den desperate situation opstod der atter særlige krisebevægelser. Denne gang sluttede såvel dansk- som tysksindede landmænd sig i stort tal til Landbrugernes Sammenslutning (L. S.), der var begyndt på Randersegnen. Selv om den sønderjyske del af L. S. var mere radikal end i det øvrige land og bl.a. iværksatte talrige demonstrationer, forsøg på at forhindre tvangsauktioner og en mejeristrejke, blev der denne gang ikke dannet en særlig sønderjysk krisebevægelse. Trods den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 formåede det tyske mindretal ikke at vende krisen til sin fordel, selv om der blev gjort et forsøg herpå med den såkaldte Stolligaffære, hvor en dansk landmand, der havde overtaget en hidtil tyskejet gård på Løjt land ved en tvangsauktion, blev forsøgt frosset ud med hærværk, overfald og anden chikane. I de sidste år af 1930'erne blev landbrugets situation bedret noget.

Nazismen og grænsen

Af René Rasmussen, forsker, cand. mag., Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotel for Sydslesvig, Flensborg.

Grænsekampen var i 1920'ernes sidste halvdel gået ind i en roligere fase. Men da verdenskrisen i 1930-31 ramte Tyskland for fuld styrke og NSDAP brød igennem, kom grænserevisionen atter øverst på dagsordenen. Nazificeringen medførte en radikalisering af mål og former, der fejede alle spæde forsoningstoner i grænselandet bort.
Der var tradition for, at tyske nationalister i grænselandet var stærkt anti-danske. NSDAP tilsluttede sig traditionen. Nazismen, der fik sit gennembrud i Slesvig-Holsten i efteråret 1930, havde i overensstemmelse hermed helt fra sin spæde begyndelse ført et kraftigt sprog mod danskerne og grænsen med krav om revision. Den dansk-tyske grænse var jo kommet i stand som et led i den så forhadte Versailles-fred, og alene dette var tilstrækkelig grund til at kræve den revideret. Ifølge nazistisk tankegang hørte Tysklands nordgrænse til blandt de øvrige "blødende grænser".

Der var dog én afgørende forskel ved den blødende nordgrænse i forhold til de andre grænser: Mod nord fandt man et ifølge de nazistiske raceteorier blodsbeslægtet nordisk-germansk folk. Dette betød, at uoverensstemmelserne ved grænsen måtte indtage principielt anderledes former end f.eks. overfor de racemæssigt mindreværdige slaviske folk ved østgrænserne. Dette var et synspunkt, man hyldede fra central nazistisk side i Berlin, men som man lokalt havde vanskeligt ved at leve med.

Tankerne om et fremtidigt stort germansk fællesskab havde i toneangivende nazistiske cirkler forrang frem for lokale slevig-holstenske ønsker om en grænserevision. Det er kendetegnende, at den øverste nationalsocialistiske ledelse i Berlin i hele perioden 1933-1945 mente, at det dansk-tyske grænsespørgsmål var "uaktuelt" og at der nok skulle blive opnået enighed, når det rette tidspunkt indtraf. Heroverfor mente tyske nazister på begge sider af grænsen, at grænsespørgsmålet i høj grad var aktuelt og burde løses ved at forskyde grænsen mod nord. Man anerkendte ganske vist, at fremtidsmålet var et storgermansk rige under tysk førerskab, og at grænsespørgsmålet i dette fremtidsrige ville være af mindre betydning, men indtil dette mål var nået, kunne man ikke betragte det som ligegyldigt. Gang på gang forsøgte man fra lokal side at sætte spørgsmålet på dagsordenen. Første gang i forbindelse med den såkaldte "Påskeblæst" i foråret 1933.
Påskeblæsten blev sat i værk syd for grænsen af den nye formand for Schleswig-Holsteiner Bund, dr. Sievers og pastor Peperkorn, NSDAP's særligt sagkyndige i det dansk-tyske grænsespørgsmål. På møder i Sydslesvig op imod påsken 1933 tog de kraftigt til orde for en hurtig grænserevision. Hensigten med kampagnen var at vinde også det tyske mindretal i Nordslesvig for nationalsocialismen og gennemføre en hurtig ensretning, til hvilket formål en kraftig kampagne for grænserevision formodedes at være særligt egnet - hvilket var rigtigt set. Kun det nye Tyskland under Hitlers førerskab havde magt til at gennemtvinge den grænserevision, der var mindretallets hedeste ønske. Påskeblæsten gav da også genlyd blandt hjemmetyskerne, der hidtil havde stået tøvende overfor nazismen, og blev for så vidt en succes: Der opstod straks flere nazistiske bevægelser blandt hjemmetyskerne, men de konkurrerede indbyrdes, og der skulle gå flere år, før hele mindretallet i 1938-39 var ensrettet under dyrlæge Jens Møllers førerskab.
Den genlyd, kampagnen også vakte i København og Berlin, var dog næppe tilsigtet. Den danske offentlighed reagerede nemlig med bestyrtelse og stærk afvisning. Påskeblæsten blev en udenrigspolitisk belastning mellem Danmark og Tyskland. Fra central tysk side kom der ordre til mådehold, og i både partiets og statens udenrigspolitiske organer slog man fast, at hedsporerne i Slesvig-Holsten ikke havde opbakning fra centralmagten - i hvert fald ikke til at sætte grænsespørgsmålet på dagsordenen på dette tidspunkt og på den valgte facon. Det dansk-tyske grænsespørgsmål var, mente man i Berlin, "uaktuelt", og det skulle nok blive løst, når det rette tidspunkt var inde. Det blev dog understreget, at en voldelig ændring af grænsen ikke indgik i planerne.
Dette måtte både mindretallet og de slesvig-holstenske grænsekæmpere slå sig til tåls med, selvom det faldt dem vanskeligt. Fra lokal grænsetysk side var grænsen permanent på dagsordenen og jævnligt blev kravet om revision fremsat, men hver gang blev dette afvist i Danmark, ofte med stor styrke i dagspressen, og hver gang greb centralregeringen i Berlin ind til fordel for en foreløbig bevarelse af status quo.
I takt med Hitler-Tysklands udenrigspolitiske succes steg mindretallets forventning til en snarlig genforening, og man havde ondt ved at holde sig indenfor de snærende rammer, Berlin havde udstukket. Det måtte jo bære hen imod en genforening: Anschluss Østrig 12. marts 1938, Sudeterland september 1938, Böhmen, Mähren og Memel i marts 1939. "Wir wollen heim ins Reich" og "Führer, mach uns frei," lød det fra hjemmetyskernes fører, Jens Møller, på taler op til valget i april 1939. Men Nazi-tysklands fører lod sig ikke formilde, tvært imod sluttede han i maj 1939 en ikke-angrebspagt med Danmark og fremsatte i den forbindelse for første gang selv udtalelser om grænsespørgsmålet: Hitler ønskede ikke Nordslesvigs genforening med Tyskland - foreløbig. Om begrundelsen så skal søges i planerne om et storgermansk rige, eller der lå mere praktiske, udenrigspolitiske årsager bag kan diskuteres. Men hvis hans ikke-angrebspagt skulle have nogen som helst troværdighed udadtil, kunne det jo ikke nytte noget en måned efter dens indgåelse af forlange grænsen flyttet. Også i sin rigsdagstale i oktober 1939 fastholdt Hitler, at Tyskland ikke havde rejst territoriale krav overfor Danmark, men ønskede et uforanderligt loyalt og venskabeligt samarbejde. Man skal dog lægge mærke til, at Hitler kun sagde, at Tyskland ikke - altså indtil oktober 1939 - havde rejst krav om grænserevision. Hvad der måtte ske i fremtiden, kom han ikke ind på.
Frustrationen i mindretallet steg: Jens Møller fandt det næsten ulideligt, at skulle indordne sig under dette fjerne, fremtidige mål: Indtil det var nået, var grænsedragningen ikke ligegyldig, udtalte han. Og til indvortes brug måtte der radikale udtalelser til fra hans side, hvis modet skulle holdes oppe og mindretallet ikke skulle splittes. Det var derfor også en bitter pille at sluge, da han i september 1939 blev tvunget til at afgive en loyalitetserklæring overfor den danske stat.

Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 gav mindretallet næring til nye forhåbninger: Nu kunne det øjeblik ikke være fjernt, hvor dets hedeste ønsker ville gå i opfyldelse. Men hverken Føreren, det tyske udenrigsministerium, Volksdeutsche Mittelstelle, den SS-organisation, der fra 1937-38 blev den dominerende m.h.t. styringen af tyske mindretal i udlandet, mente, at besættelsen umiddelbart skulle medføre en grænserevision.
Selvom den umiddelbare reaktion fra mindretallet var skuffelse, steg forhåbninger hurtigt igen til nye højder: Det sejrrige felttog mod Frankrig, Nederlandene og Belgien i maj-juni 1940 og ikke mindst genindlemmelsen af de ved Versailles afståede belgiske områder Eupen-Malmedy gav håbet ny næring. Med Frankrigs fald var situationen med ét slag ændret. Nu måtte alle forbehold være ryddet af vejen.
Men 20-årsdagen for genforeningen den 15. juni 1940 kom - uden nogen grænserevision. Stemningen antog sine steder karakter af frustration. Den 16. juni 1940 talte Jens Møller på et førermøde i Tinglev. Han indskærpede forbudet mod at flage med hagekorsflag, men tilføjede for egen regning - måske båret frem af stemningen i salen - at det i hvert fald ikke måtte ske før den 28. juni 1940 - Versaillesdagen. Det er ikke utænkeligt, at Jens Møller syslede med planer om at skabe sådanne tilstande i Sønderjylland, at Berlin blev tvunget til at gå i aktion. Udtalelsen gav fornyet næring til forhåbningerne - og satte gang i salget af hagekorsflag. Via konsulatet i Aabenraa og gesandten, Renthe-Fink, i København, fik Auswärtiges Amt nys om sagen, og Volksdeutsche Mittelstelle pressede mindretallet til at afblæse flagaktionen. Mindretallet havde at makke ret og føje sig efter førerens ønsker. Igen af udenrigspolitiske hensyn: Illusionen om en "fredsbesættelse" skulle helst bevares - af hensyn til navnlig USA, der endnu ikke var trådt ind i krigen, men også af hensyn til de øvrige lande, der kom under tysk besættelse: De skulle have anskuelsesundervisning i, hvor let man kunne have det, hvis man føjede sig efter Førerens vilje. Danmark var - med Winston Churchills ord: "lystmorderens kanariefugl", og skulle den vises frem for omverdenen, måtte den ikke se alt for forpjusket ud.
Racetanken og det fremtidige storgermanske rige under tysk førerskab skulle helst heller ikke kompromitteres. Man ville helst have de så racemæssigt set værdifulde danskere og øvrige skandinaver til at give sig ind under det tyske førerskab nogenlunde frivilligt. Så kunne det ikke nytte noget at fravriste det nordlige broderfolk et stykke land med magt. Dette var tanker, der hørte hjemme indenfor Aussenpolitisches Amt der NSDAP med chefideolog Alfred Rosenberg i spidsen, og som nød fremme indenfor SS under ledelse af Heinrich Himmler, hvis magt var i stadig stigning.

Det forblev holdningen i Berlin, at spørgsmålet om den dansk-tyske grænse kunne vente med at finde sin afgørelse, indtil krigen var afsluttet. Havde Nazi-tyskland vundet, er der dog næppe nogen tvivl om, at grænsen var kommet på dagsordenen.
Ikke blot de tyske nationalsocialister måtte forholde sig til den dansk-tyske grænse. Også de danske nazister blev aftvunget en stillingtagen. DNSAP (Danmarks National-Socialistiske Arbejder-Parti) var blevet stiftet umiddelbart efter Hitlers store valgsejr i 1930. Partiprogrammet blev direkte kopieret fra NSDAP, men punkt to, hvori de tyske nazister havde krævet Versaillesgrænserne ophævet, blev udeladt. Her var muligvis markering af et selvstændigt standpunkt til den dansk-tyske grænse: At den altså ikke skulle ophæves.
Det var Frits Clausen, der var partiets sagkyndige i grænsespørgsmålet. Han blev også partiets Fører i 1933. Frits Clausen var sønderjyde, læge i Bovrup og havde i sin ungdom markeret sig som udpræget dansksindet. I 1920 agiterede han for en grænse ved Danevirke, og han anså hele Slesvig som dansk kulturområde. Under påskeblæsten i april 1933 afviste han i lighed med de øvrige danske partiledere en grænserevision, men fremkom i øvrigt ikke med en klar udtalelse om, hvor grænsen skulle ligge. Frits Clausen ville forsone danske og tyske slesvigere. Hele det slesvigske folk var af samme nordisk-germanske rod og blod. Det var udelukkende et sammenfald af ulykkelige omstændigheder, at broderfolkene ikke kunne enes. Men mellem linierne kan man skimte, at hele Slesvig efter Clausens opfattelse i sin oprindelse var dansk.
I spørgsmålet om grænsen holdt Frits Clausen og DNSAP gennemgående en meget lav profil. Alligevel havde partiet sin "højborg" i Sønderjylland. Dette skyldtes muligvis, at en stor del af DNSAPs sønderjyske vælgere skulle findes blandt de såkaldt "blakkede," d.v.s. nationalt indifferente, der i første omgang reagerede imod 1930'ernes økonomiske krise. I forbindelse med valget 1939 markerede DNSAP sig endnu kraftigere det særligt slesvigske - et sted mellem dansk og tysk - med både danske og tyske kendetegn. Det tyske mindretals grænserevisionsbestræbelser i juni 1940 fik endelig Frits Clausen til at gå i aktion og markere det klare standpunkt, at grænsen i hvert fald ikke skulle flyttes nordpå. Han henvendte sig kort før Versaillesdagen i 1940, som mindretallet anså som en mulig dato for en grænseflytning, til sin højstplacerede tyske kontakt, der imidlertid kunne berolige ham med, at sagen var "erledigt". Clausen kunne have grund til at tro, at det var hans indflydelse, der forhindrede en grænserevision. Men det var dog ikke tilfældet.

Tysk besættelse, sindelags- og modstandskamp  

Af Henrik Skov Kristensen, museumsinspektør, ph.d., leder af Frøslevlejrens Museum.
Med den tyske besættelse den 9. april 1940 forstærkedes de nationale modsætninger i Nordslesvig. Siden Hitlers magtovertagelse i 1933 havde det tyske mindretal skærpet sine krav om en grænserevision. Under indtryk af andre Versailles-grænsers fald var der derfor i både den danske flertalsbefolkning og det tyske mindretal en almindelig antagelse om, at den tyske besættelse ville medføre afgørende ændringer i Nordslesvig.
Dette skete ikke umiddelbart, idet en central passage i det tyske memorandum, som den danske regering, ganske vist under protest, tiltrådte den 9. april, tilsikrede Danmark dets "territoriale integritet". Oven på den euforiske stemning ved den tyske indmarch var dette en skuffelse for det tyske mindretal. Hele sommeren 1940 opretholdtes dog en almindelig forventning om at komme "heim ins Reich". Da tyskerne marcherede ind i Paris vajede hagekorsflagene i Nordslesvig, og frem til Versaillesdagen, den 28. juni, var der et livligt salg af hagekorsflag. Den hjemmetyske fører, Jens Møller, havde ladet ane, at der denne dag ville ske afgørende ting. Berlin lod dog mindretallets ledelse forstå, at der ikke umiddelbart ville ske nogen grænserevision: Forholdet mellem Tyskland og Danmark var blevet ordnet den 9. april.
Hensynet til den politiske stabilitet, der var nået med 9. april ordningen, var også årsagen til, at besættelsesmagten aldrig afgørende støttede Frits Clausens danske nazister i DNSAP, som også rørte stærkt på sig i sommeren og efteråret 1940. Målet for de danske nazister, som stod stærkere i Nordslesvig end i det gamle land, var intet mindre end en regeringsovertagelse.
De højlydte hjemmetyske og nazistiske fordringer medførte en dansk, antinazistisk mobilisering i Nordslesvig. En hovedfaktor i denne sindelagskamp var "De sønderjyske Danske Samfund". "Danske Samfund" blev oprettet i 1933 som en tværpolitisk, nationalpolitisk sammenslutning. Bag initiativet, som oprindelig kun omfattede de 32 sogne i i Tønder og Aabenraa amter - også kaldet "Den truede Firkant"- stod de fem gamle politiske partier og de nationale foreninger, f.eks. Sprogforeningen og Sønderjysk Skoleforening. Under indtryk af den tyske besættelse blev det besluttet at udvide Danske Samfund til at omfatte resten af Nordslesvig. Hvert sogn og hver by fik sin lokalforening, som samledes i De sønderjyske Danske Samfund. I september 1940 nåede man 50.000 medlemmer, og året efter var tallet 80.000.
Hovedtanken med Danske Samfund var at demonstrere den danske flertalsbefolknings vilje til at bevare forbindelsen til Danmark. På trods af besættelsesmagtens tilsikring af dansk politisk uafhængighed og "territorial integritet" måtte det umiddelbart efter den 9. april forekomme tvivlsomt, om denne vilje ville få lov til at komme til udtryk gennem f.eks. frie valg. Derfor skulle Danske Samfund fungere som en slags vedvarende folkeafstemning.
Især i besættelsens første år blomsterede det nationalt-kulturelle arbejde og foreningslivet. I et typisk landsogn som Svenstrup på Nordals med 340 husstande og godt 1000 sjæle havde Danske Samfund 300 medlemmer. Den lokale ungdomsforening havde 200, Dansk-Nordisk Ungdomsforbund (Det Unge Grænseværn) havde 160 medlemmer. Dertil kom andre nationale foreninger som Dansksindede Sønderjyske Krigsdeltagere, Grænseforeningen, Sprogforeningen, Sønderjysk Skoleforening og Dannevirke. Alt i alt en imponerende aktivitet og opslutning om det danske.
Politisk og ideologisk var Danske Samfund og de øvrige nationale foreninger fast forankret i de fem gamle partier: Man stod bag den danske samlingsregering og forhandlingspolitikken med den tyske besættelsesmagt. Derfor var organisationen også stærkt skeptisk overfor væbnet modstand. I stedet ville man med erfaringerne fra "udlændighedstiden" fra 1864-1920 bekæmpe tyskheden og nazismen gennem en åndelig oprustning. Kampen om sjælene blev ført på flere felter, f.eks. skoleområdet, hvor det tyske mindretal gik i offensiven.
På grund af de specielle besættelsespolitiske forhold i Danmark kunne kampen mod det tyske mindretal principielt udfolde sig på stort set legal vis. Det tyske mindretal beklagede sig vedvarende til besættelsesmagten og Berlin over danske "Belästigungen", dvs. chikaner, i et forsøg på at få tyskerne til at gribe ind overfor den danske flertalsbefolkning, men stort set forgæves.
Forholdet mellem de to befolkningsgrupper blev i stigende grad belastet. Medvirkende hertil var demonstrative hjemmetyske marcher udført af f.eks. det uniformerede Schleswigsche Kammeradschaft, svarende til det rigstyske SA. Diverse hjemmetyske markeringer af faldne i tysk tjeneste, under 1. såvel som 2. Verdenskrig. Oprettelse af uniformerede korps som Zeitfreiwillige og Selbstschutz, økonomisk favorisering af mindretallets erhvervsdrivende gennem det såkaldte Liefergemeinschaft osv. Og endelig en omfattende rekruttering til Waffen SS blandt unge hjemmetyskere. Alt sammen bidrog det til billedet af et mindretal, som stod last og brast med besættelsesmagten, og som var dybt illoyal overfor herbergstaten.
Ganske som det var tilfældet i det øvrige Danmark, opstod der ved siden af den legale, nationale samling (og i opposition til denne) aktivistiske kredse, som gik ind for væbnet modstand. Og som i det øvrige Danmark tog dette illegale arbejde sit udspring på de politiske yderfløje: Først og tidligst blandt kommunisterne, som blev tvunget ud i illegaliteten i juni 1944, men syd for Kongeåen mest udpræget blandt Dansk Samling-folk og aktivistiske KU'ere, som via terrænsport, arbejdslejre, Det frie Nord, Sct. Georgs gilder mv. endte i egentlig illegal virksomhed. På denne fløj var den såkaldte Aabenraa-Kreds en hoveddynamo i organiseringen af det illegale arbejde fra omkring 1942, ligesom en mindre kreds i Tønder var tidligt aktiv. Det var disse kredse med udspring i Dansk Samling og KU, som også i Sønderjylland fik først kontakt med den britiske SOE organisation - og dermed adgang til våben og sprængstoffer, om end i begrænsede mængder.
Den første egentlige sabotage i Sønderjylland fandt sted i Tønder juni 1943, hvor en kommunistisk gruppe gennemførte en aktion mod lokomotiv-remisen. Fra sensommeren 1943 var det en borgerlig gruppe i Tønder, som udførte sabotage med SOE-sprængstof, og fra dette tidspunkt udførte borgerlige grupper, med eller uden britisk sprængstof, en række sabotager rundt om i landsdelen. F.eks. i Sønderborg fra november 1943 til januar 1944. Ved en storstilet sabotage mod Callesens Maskinfabrik i Aabenraa i februar 1944 fik man hjælp udefra, fra Holger Danske i København.
Efter allieret ønske organiseredes den danske modstandsbevægelse fra årsskiftet 1943-44 i seks regioner. Region III omfattede Syd- og Sønderjylland, og her som i andre regioner var hovedopgaven efter allieret ønske nu opbygningen af såkaldte militær- eller ventegrupper, som kunne løse militære opgaver i ko-ordination med en allieret invasionsstyrke. Sabotagen skulle nu primært rettes mod jernbanelinier.
Generelt betød oprettelsen af regionerne i januar 1944 og den dermed følgende etablering af militær- og ventegrupper en vældig ekspansion i modstandsbevægelsens numeriske omfang. Dette betød også generelt en udvidelse af den politiske/ideologiske basis, som også blev muliggjort gennem den tiltagende illegalisering af det etablerede Danmark efter den 29. august 1943. Denne generelle udvikling var dog knapt mærkbar for den første Region III-ledelse, som virkede det første halvår af 1944: Ledelsen var stærkt domineret af Dansk Samling-folk og DKP, og de enkelte modstandsgrupper syd for Kongeåen var stort set alle Dansk Samling-grupper.
Efter at to regionsledelser var blevet arresteret, og pionererne fra DKP og Dansk Samling dermed var sat ud af spillet, kom den "upolitiske" modstandsorganisation "Ringen" til at spille en fremtrædende rolle, da regionen blev afgørende stabiliseret i november 1944 under ledelse af kaptajn Højland-Christensen.
De specielle historiske og politiske forhold syd for Kongeåen gjorde sig også gældende ved modstandsbevægelsens opgaver i forbindelse med den tyske kapitulation. Dels effektuerede modstandsbevægelsen fra den 5. maj en omfattende spærring af den dansk-tyske grænse, dels antog modstandsbevægelsens interneringer af og opgør med "landssvigere" en særlig omfattende og nidkær karakter i Nordslesvig på grund af det tyske mindretal.

Kilde: Grænseforeningen.